Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Forskningsstipendier til fire projekter i 2020

Cystisk Fibrose Foreningen har i 2020 tildelt fire forskningsprojekter et stipendie. I den kommende tid vil projekterne give ny viden om endokrine følgesygdomme til cystisk fibrose, mulige nye antibiotikabehandlinger, en diagnostisk markør til at forudsige om en infektion bliver kronisk og det cellulære immunrespons mod Mycobacterium abscessus hos personer med cystisk fibrose.

19. februar 2021

Forskning er nøglen til ny og bedre behandling for børn og voksne med cystisk fibrose, og derfor støtter Cystisk Fibrose Foreningen hvert år dansk forskning i sygdommen. I 2020 blev der givet forskningsstipendier til følgende fire projekter:

Ny viden om CFTR-modulators indvirkning på endokrine følgesygdomme hos CF-patienter

Der fokuseres i dette forskningsprojekt på andre aspekter af Kaftrios virkning end de mere traditionelle, såsom lungefunktion og infektioner. Projektet vil undersøge sygdomme der skyldes forstyrrelser i hormonsystemet, og formålet er at opnå mere generel viden om cystisk fibrose-relateret diabetes og knogleskørhed for bedre at kunne behandle og forebygge sygdommene.

Læs om projektet her

Kan bakteriers vækstrater bruges til at forudsige om en infektion bliver kronisk?

Projektet skal undersøge, om der er en sammenhæng mellem nedsat vækstrate hos Pseudomonas aeruginosa-bakterier og deres evne til at etablere en kronisk infektion i lungerne hos personer med cystisk fibrose.

Hvis det viser sig at være tilfældet kan det bruges som en diagnostisk markør til at forbedre den daglige diagnostik i laboratoriet, så man med større sikkerhed kan identificere bakterier med øget potentiale til at udvikle sig til en kronisk infektion, hvilket kan få indflydelse på behandlingsstrategien.

Læs om projektet her

Evaluering af mulige nye antibiotika-behandlingsmuligheder

Der er et stort og udækket behov for nye behandlingsmuligheder med antibiotika, da infektioner med sygdomsfremkaldende organismer, som er svære at behandle, er den største årsag til øget sygelighed og dødelighed hos patienter med cystisk fibrose.

I løbet af de seneste år er to nye antibiotika blevet tilgængelige og det kan potentielt øge arsenalet af behandlingsværktøjer rettet mod lungeinfektioner med Pseudomonas aeruginosa hos patienter med cystisk fibrose. Lige nu mangler der dog viden om, hvorvidt de giver bedre behandlingsmuligheder.

Læs om projektet her

Udvikling af test der kan afsløre det cellulære immunresponse mod Mycobacterium abscessus hos CF-patienter

Igennem de seneste 5-10 år er der kommet udbredt fokus på betydningen af Mycobacterium abscessus hos cystisk fibrose-patienter. Den kan være en vanskelig bakterie at påvise, og der er brug for nye diagnostiske tiltag og analyser, der kan hjælpe i valget af behandlingsstrategi og relateres til sygdomsforløbet hos den enkelte cystisk fibrose-patient.

Derfor vil man nu udvikle en lymfocytbaseret blodprøvetest der kan vise, om patienten har dannet cellulær immunitet mod Mycobacterium abscessus.

Læs om projektet her

Vi støtter forskning

Forskning er nøglen til ny og bedre behandling for børn og voksne med cystisk fibrose. Derfor støtter Cystisk Fibrose Foreningen hvert år dansk forskning i sygdommen.

Støt os

Du kan støtte Cystisk Fibrose Foreningen på flere måder:

  • Støt én gang
  • Støt fast
  • Bliv medlem

MÆRKESAGER VI ARBEJDER FOR