Kan bakteriers vækstrater bruges til at forudsige om en infektion bliver kronisk?

Cystisk Fibrose Foreningen har støttet forskningsprojektet ”Kan bakterielle vækstrater udvikles til prædiktive kliniske markører?” med et stipendium. Projektet skal undersøge, om der er en sammenhæng mellem nedsat vækstrate hos Pseudomonas aeruginosa-bakterier og deres evne til at etablere en kronisk infektion i lungerne hos personer med cystisk fibrose. Hvis det viser sig at være tilfældet kan det bruges som en diagnostisk markør til at forbedre den daglige diagnostik i laboratoriet, så man med større sikkerhed identificere bakterier med øget potentiale til at udvikle sig til en kronisk infektion, hvilket kan få indflydelse på behandlingsstrategien.

Projektet udføres på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Rigshospitalet af læge Maria Pals Bendixen under ledelse af Helle Krogh Johansen, professor og overlæge dr. med. Det bygger på tidligere forskningsresultater der har vist, at kloner af P. aeruginosa som har levet i lungerne hos en person med cystisk fibrose har en evne til at tilpasse sig omgivelserne for eksempel ved en lavere vækstrate.

Nu skal det undersøges i større forsøg, om man kan påvise en sammenhæng mellem en sådan nedsat vækstrate og bakteriens evne til at persistere i lungerne, altså blive kronisk. En sådan sammenhæng vil nemlig betyde, at man kan bruge denne markør til at forudsige risikoen for at en infektion med P. aeruginosa bliver kronisk.

Ny viden der kan føre til bedre diagnostisk værktøj

En vigtig diagnostisk opgave i klinikken er at vurdere, om personen har en lungeinfektion med P. aeruginosa som har evnen til at persistere. Derfor vil det blive undersøgt, hvor effektive specifikke kloner af P. aeruginosa er til at etablere blivende infektioner hos cystisk fibrose-patienterne.

Selvom der de senere år er sket fremskridt inden for den kliniske mikrobiologi, så giver de testmuligheder man har i dag stadigvæk ikke information om, i hvilket omfang bakterierne er fuldt tilpasset det miljø de vokser i, og er blevet til specialiserede cystisk fibrose-patogener. Bestemmelser af den maksimale vækstrate i laboratoriet kan derfor være relevante som markør for graden af tilpasning og give information om bakteriel persistens.

Den nye viden kan, hvis en stærk sammenhæng påvises, danne baggrund for udviklingen af en ny test, der kan forudsige hvor stor risikoen er for at en infektion bliver kronisk og hvor tilpasset en given bakterie er, hvilket i sidste ende kan få indflydelse på den videre diagnostik og valg af behandling. Det er desuden meget sandsynligt, at en sådan enkel diagnostisk bestemmelse af vækstpotentiale også kan være relevant for andre bakteriearter og andre patientgrupper med vedvarende infektioner.