Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Legatmodtager: Vi trængte til at komme ud og forkæle hinanden

Trine Møller har den alvorlige multiorgansygdom cystisk fibrose, og efter en tid med megen social isolation på grund af corona-situationen, trængte hun til at komme ud og få nogle gode oplevelser sammen med sin kæreste og deres to drenge. Med et Gode Dage Legat fik familien mulighed for at tage en tur til Jesperhus Feriepark, og det blev lige det afbræk fra hverdagen, de havde brug for.

”Vi trængte til forkælelse. Det har været hårdt for os alle grundet covid-19. Min søde kæreste har taget sin store tørn, og mine drenge har måttet undvære social kontakt længe. Jeg har måttet arbejde hjemmefra i mange måneder. Vi trængte til gode oplevelser sammen som familie.” fortæller Trine.

Familien drømte om en tur til Jesperhus Feriepark.

”Men det koster jo spidsen af en jetjager med en tur derop i nogle dage. Men så fik jeg legatet, og det var så dejligt at få muligheden for at give familien den oplevelse sammen, hvor vi bare hyggede os og brugte 100 procent energi på hinanden. Vi var i svømmehallen, i legelandet og i blomsterparken, vi var ude og køre i minitog allesammen og drengene prøvede de sjove ”bumper boats”. Vi var rundt over det hele og fik gået en masse skridt, når vi skulle rundt og nyde alle de fine faciliteter. Vi nød, at vi bare kunne tage den tid, tingene nu tog.” siger Trine.

Om Gode Dage Legater
Cystisk Fibrose Foreningen uddeler Gode Dage-legater til børn og voksne med cystisk fibrose, som er ekstra hårdt ramt af sygdommen, og/eller som ikke kan deltage i foreningens øvrige aktiviteter, fordi de har en resistent eller aggressiv bakterie, som de kan give videre til andre med cystisk fibrose.

Navnet Gode Dage kommer af, at der blandt børn og voksne med cystisk fibrose ofte tales om, at der samles på gode dage for at overkomme de svære perioder. Gode Dage-legatet er et mindre legat, der gives til hel eller delvis sponsering af en selvvalgt positiv oplevelse eller en ting.

Uddeling af Gode Dage-legatet kan lade sig gøre takket være støtte fra fonde, virksomheder og privatpersoner.

Om cystisk fibrose
Cystisk fibrose er en medfødt arvelig og alvorlig multiorgansygdom. Der er stor forskel på sygdommens grad og udvikling. Lungerne er modtagelige for bakterier, som over tid nedsætter lungefunktionen.

I mavetarmsystemet producerer bugspytkirtlen ofte ikke de enzymer, som kroppen behøver for at kunne fordøje maden. Cystisk fibrose kan medføre diabetes og give problemer med lever, nyrer og knogler. Der er 200 børn og 300 voksne med cystisk fibrose i Danmark. 150.000 danskere er bærere af cystisk fibrose genet, men det er de færreste, der ved det, før de selv får et barn med sygdommen.

Vil du være med til at skabe ’Positive oplevelser’ for endnu flere børn og voksne med cystisk fibrose og deres familier?

Læs mere om cystisk fibrose:

Gode dage legat

Børn og voksne med cystisk fibrose og deres familier kan opleve svære sygdomsperioder. For at overkomme de svære perioder tales der ofte om, at der “samles på de gode dage”. Det støtter vi op om med vores patientstøttelegater Gode Dage Legater. 

Støt os

Du kan støtte Cystisk Fibrose Foreningen på flere måder:

  • Støt én gang
  • Støt fast
  • Bliv medlem

MÆRKESAGER VI ARBEJDER FOR