Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Jeg har altid drømt om at prøve at styre et fly

Jan Granild Vejling har cystisk fibrose. Jans sygdom har desværre gjort, at hans drøm om at blive pilot og flyve et fly er forblevet en drøm. Men i 2023 fik Jan et Gode Dage Legat fra Cystisk Fibrose Foreningen, som muliggjorde, at han kunne prøve at komme op at flyve og styre et fly.

to mænd hilser fra cockpit af lille fly

Hele sit liv har Jan drømt om at blive pilot. Men den arvelige og kroniske sygdom, cystisk fibrose, som Jan er født med, har sat en stopper for drømmen.

Hele sit liv har Jan drømt om at blive pilot. Men den arvelige og kroniske sygdom, cystisk fibrose, som Jan er født med, har sat en stopper for drømmen.

”Jeg har aldrig kunnet begribe, at mennesker med normal fysik og intelligens ikke bliver piloter.

Legede flyvemaskine i børnehaven
Jeg husker, at jeg i børnehaven legede flyvemaskine på de 3-hjulede cykler. Jeg husker, hvordan jeg langsomt cyklede ned i den ene ende af gården i børnehaven, vendte rundt på min 3-hjulede og ”tjekkede” flaps, før jeg i fuld fart tog turen ned mod den anden ende af gården til take-of.

Allerede dengang var jeg klar over, at den forbandede sygdom (red. Cystisk fibrose), som gjorde, at jeg skulle på hospitalet i tide og utide, også forhindrede mig i at opnå min livslange drøm: At blive pilot.

Det eneste lyspunkt – udover de jævnlige biograf- og Tivoli-ture – der var i forhold til de månedlige, obligatorisk hospitalsbesøg, var netop derfor flyveturen tur-retur Stauning til København.

Da jeg i 80’erne fik min første computer, blev flyvesimulator-spil derfor en naturlig del af mit gamingunivers. Og den dag i dag ”flyver” jeg jævnligt Microsoft Flight simulator i VR – det er som regel Boeing 747, 737 eller Airbus A320, jeg ”flyver”.

I mine yngre år havde jeg en periode, hvor jeg dyrkede paragliding. Det er nemlig den eneste luftsport, som ikke kræver flyvemedicinske undersøgelser. Men jeg kom aldrig til at slappe rigtigt af, når jeg hang der i luften i et stykke stof over skrænterne på de danske kyster. Så paragliding blev opgivet igen.

Jeg opgav aldrig drømmen
Men jeg har aldrig opgivet drømmen om at prøve at flyve et fly, og jeg har i mange år godt kunne tænke mig at prøve at flyve en tur i en fly-simulator - men det koster bare rigtig mange penge.

Derfor søgte jeg Cystisk Fibrose Foreningens Gode Dage Legat om penge til en fly-simulator-tur, så jeg kunne prøve at ”flyve” et rigtigt fly samt til en rigtig flyvetur. Og til min store glæde modtog jeg et legat.

Jeg bestilte min simulator-flyvetur hos ”funflight.dk” og besluttede mig for, at det skulle være en Boeing 737, jeg skulle ”flyve” i.

4. oktober 2023 kørte jeg til Roskilde Lufthavn, hvor jeg mødtes med flysimulator-instruktør Rune, som var 2-års studerende trafikpilot.

Rune havde forberedt en ”flyvetur” fra Göteborg til Kastrup med virkelighedstro start- og landingsbaner samt navigation. Fly-simulatoren havde alle de rigtige knapper, skærme og controllere. Så selv om simulatoren ikke bevægede sig, var det en rigtig god oplevelse.

Efter turen var vi inde og se en A320-simulator. Den havde jeg ikke kunne flyve i, da den på det tidspunkt havde en vandskade, og dermed var der risiko for, at der kunne være skimmelsvamp i simulatoren. Og skimmelsvamp er noget af det, jeg har størst respekt for i denne verden pga. min sygdom.

Det var oprindeligt meningen, at den rigtige flyvetur skulle have været samme dag. Men desværre blæste det for meget til at flyveren måtte lette.

Så jeg måtte vente to uger på at komme ud at flyve rigtigt - men så var vejret til gengæld også smukt og næsten skyfrit. Vi lettede fra Roskilde Lufthavn, og flyveinstruktør Karsten fortalte mig om alt, hvad der rent flyveteknisk foregik. Han overlod så meget af flyvningen til mig, som han kunne under hensyn til sikkerheden.

Det var en virkelig spændende og fantastisk oplevelse
Det var virkelig spændende!! Men jeg må erkende, at jeg var lidt mere en tøsedreng (hvis man stadig må bruge det ord), end jeg havde forventet. For jeg bad ham flere gange om at overtage styringen, fordi jeg var bange for at gøre noget forkert og dermed bange for at styrte. Der er stor forskel på at styre en flyver hjemme i sin stue og på at sidde bag rorpinden i termiske vinde i en rigtig propelflyver.

Men det var et par virkelig gode oplevelser – tusind tak til Cystisk Fibrose Foreningen for at have givet mig et Gode Dage Legat!”, slutter Jan.

mand lander i faldskærm på mark

 

Om legatet til en flyvetur
Legatet til en flyveoplevelse er en del af Cystisk Fibrose Foreningens Gode Dage Legat-uddeling, som støtter børn og voksne med cystisk fibrose. Det uddeles legater én gang om året. Læs mere om Gode Dage Legatet, og hvordan du søger det, her.

Om cystisk fibrose
Cystisk fibrose er en medfødt arvelig og alvorlig multiorgansygdom. Der er stor forskel på sygdommens grad og udvikling. Lungerne er modtagelige for bakterier, som over tid nedsætter lungefunktionen.

I mavetarmsystemet producerer bugspytkirtlen ofte ikke de enzymer, som kroppen behøver for at kunne fordøje maden. Cystisk fibrose kan medføre diabetes og give problemer med lever, nyrer og knogler. Der er 200 børn og 300 voksne med cystisk fibrose i Danmark. 150.000 danskere er bærere af cystisk fibrose genet, men det er de færreste, der ved det, før de selv får et barn med sygdommen.

Læs mere om cystisk fibrose:

Hvad bruger vi din støtte til?

Uanset om du støtter via en donation eller skriver Cystisk Fibrose Foreningen ind i dit testamente, så giver du en gave, der er med til at sikre en bedre fremtid for børn og voksne med cystisk fibrose.

Støt os

Du kan støtte Cystisk Fibrose Foreningen på flere måder:

  • Støt én gang
  • Støt fast
  • Bliv medlem

MÆRKESAGER VI ARBEJDER FOR