Infektioner
Læs artikler, nyheder om forskning i infektioner relateret til cystisk fibrose samt beskrivelser af de forskningsprojekter Cystisk Fibrose Foreningen har støttet inden for emnet.
Karoline Lind Henriksen, forskningsassistent. Panum Instituttet, Costerton Biofilm Center. Cystisk Fibrose Foreningen har støttet dette projekt med stipendium.
Kroniske lungeinfektioner hos patienter med cystisk fibrose er meget svære at behandle pga. bakteriernes evne til at klumpe sammen og danne biofilm, der gør bakterierne modstandsdygtige overfor antibiotika og immunsystemet. Det har hidtil ikke været muligt at finde en behandling til udryddelse af biofilm. Formålet med dette projekt er at bekæmpe resistente biofilmbakterier ved at nytænke kombinationer af de klassiske antibiotika med bakteriofager (fagterapi).
Bakteriofager er virus, som kun inficerer bakterier og er i stand til at dræbe dem (lytiske fager). Fager er i stand til at ramme specifikke bakterier og selekterer derfor ikke for antibiotikaresistens i den normale flora. Kombination af fager med traditionelle antibiotika kan også reducere udviklingen af resistens over for fager og antibiotika på grund af gensidig beskyttelse, da det er svært for bakterierne at udvikle flere resistensmekanismer samtidigt.
I dette forskningsprojekt har vi anvendt en cocktail af tre forskellige P. aeruginosa fager, som man i tidligere publikationer har påvist kan beskytte mod P. aeruginosa infektion i en dyremodel. Vi har testet disse fager mod en række sekventielle P. aeruginosa cystisk fibrose-isolater fra danske patienter med cystisk fibrose, og vi har vist deres effektivitet overfor både mukoide og ikke mukoide cystisk fibrose-isolater.
Forskningsprojektet har foreløbigt vist spændende og relevante resultater i forhold til anvendelsen af fagterapi til behandling af den kroniske lungeinfektion hos patienter med cystisk fibrose. I den næste del af projektet undersøges derfor videre:
effekten af ciprofloxacin og andre type antibiotika (tobramycin, colistin, aztreonam som findes til inhalation) og fagbehandling overfor en ældre biofilm (3 dage gammel).
effekten af kombinationsbehandlingen af antibiotika og fager på biofilm af P. aeruginosa stammer isoleret fra CF-patienter med kronisk lungeinfektion.
Projektet har fokus på P. aeruginosa, men der findes fager mod andre resistente bakterier, som inficerer cystisk fibrose-lungen, og derfor er der potentiale for anvendelse mod andre infektioner med lungepatogene bakterier (Burkholderia sp., Mycobacteria sp, osv.).
Læs artikler, nyheder om forskning i infektioner relateret til cystisk fibrose samt beskrivelser af de forskningsprojekter Cystisk Fibrose Foreningen har støttet inden for emnet.
Du kan støtte Cystisk Fibrose Foreningen på flere måder: