Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Eradikation af Mycobacterium abscessus hos patienter med cystisk fibrose

Af Cecilie Ravnholt, forsker og bioteknolog. Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, Rigshospitalet. Cystisk Fibrose Foreningen har støttet dette projekt med stipendium.

Dette forskningsprojekt har til formål at undersøge den dræbende effekt af antibiotika på bakterien Mycobacterium abscessus, når behandlingen suppleres med ilttilførelse og forhøjet atmosfærisk tryk (trykkammerbehandling).

M. abscessus er den største nye trussel mod patienter med cystisk fibrose i Danmark. De sidste 8 år har Danmark markeret sig i international forskningssammenhæng ved at påvise, at M. abscessus er langt mere alvorlig end man troede. Patienterne er i gennemsnit 13 år gamle, når de smittes, og infektionen fører til et alvorligt fald i lungefunktion, hvilket medfører død eller lungetransplantation inden for 14 år af smitte. Vores forskningsgruppe har påvist, at M. abscessus vokser som biofilm i lungerne, og vi har demonstreret, at man kan bruge antistoffer til at stille diagnosen og derved hurtigere igangsætte behandling.

Dette nye forskningsprojekt handler om, hvordan vi kan udrydde infektionen fra lungerne på patienter med cystisk fibrose. I et samarbejde med forskere på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Rigshospitalet og under ledelse af forsker Mette Kolpen og Cecilie Ravnholt har vi udført forsøg med antibiotisk behandling af kliniske M. abscessus isolater med og uden tilstedeværelse af ilt.

En af grundene til at bakterierne er så svære at udrydde i lungerne på patienter med cystisk fibrose er, at de under forhold med lav iltkoncentration går i ”dvale” og derved ikke er modtagelige for antibiotika. Hvis man derimod tilfører ilt i høje koncentrationer samtidig med antibiotikabehandling, opnås et meget mere effektivt drab af bakterierne.

Forskningsgruppen har samtidig udviklet en måde at bryde biofilmdannelsen, og kombinationen af disse to forhold er videnskabeligt nyskabende og kan danne grundlag for nye behandlingsformer. Formålet med dette studie er at afprøve trykkammerbehandling, først i en biofilm- og dyremodel, siden klinisk på patienter. I et trykkammer kan man opnå en meget højere iltkoncentration i vævet end ved inhalation alene.

Læs om de spændende resultater af dette projekt, som giver håb om bedre behandling af M. abscessus i fremtiden, her.

Infektioner

Læs artikler, nyheder om forskning i infektioner relateret til cystisk fibrose samt beskrivelser af de forskningsprojekter Cystisk Fibrose Foreningen har støttet inden for emnet.

Støt os

Du kan støtte Cystisk Fibrose Foreningen på flere måder:

  • Støt én gang
  • Støt fast
  • Bliv medlem