Effekt af CFTR
Her kan du læse om den seneste forskning i effekterne af at behandle cystisk fibrose med CFTR-modulerende medicin.
På den europæiske cystisk fibrose kongres 2022 præsenterede Peter Østrup Jensen, professor ved Afdeling for Klinisk Mikrobiologi på Rigshospitalet resultater fra sin forskning, der kan være med til at forklare, hvordan CFTR-modulatorer forbedrer lungefunktionen hos personer med cystisk fibrose. Peter har undersøgt, om CFTR-modulatorer dæmper de såkaldte neutrofilocytters aktivitet og dermed deres evne til at skade lungerne hos personer med cystisk fibrose. Cystisk Fibrose Foreningen har givet økonomisk støtte til at Peter kunne præsentere sin forskning på kongressen.
Forværret lungefunktion er en alvorlig følge af kroniske lungeinfektioner hos personer med cystisk fibrose. Forværringen af lungefunktionen er knyttet til aktiviteten af de neutrofilocytter, som er en væsentlig celletype, der bekæmper de inficerende bakterier i lungerne. Men neutrofilocytternes aktivitet kan samtidigt føre til til læsioner i lungerne.
Det har imidlertid vist sig, at lungefunktionen hyppigt bedres ved behandling med CFTR-modulatorer. Derfor blev det i dette projekt undersøgt, om behandling med CFTR-modulatorer dæmper neutrofilocytternes aktivitet. Det gjorde man ved at sammenligne intensiteten af aktiverede neutrofilocytters respons før og efter opstart af behandling med CFTR-modulatorer hos 10 personer med cystisk fibrose.
Neutrofilocytters respons dæmpet efter opstart med CFTR-modulatorer
Undersøgelsen viste, at aktiverede neutrofilocytters respons var dæmpet efter opstart af behandling med CFTR-modulatorer. Dette kan skyldes en direkte effekt af CFTR-modulatorerne på neutrofilocytterne, men det dæmpede respons kan også være et indirekte resultat af den forbedrede lungefunktions påvirkning af neutrofilocytterne.
Resultaterne tyder på, at CFTR-modulatorer kan dæmpe neutrofilocytternes kapacitet til at forårsage vævskader i lungerne hos kronisk inficerede personer med cystisk fibrose.
Hør Peter fortælle om sin forskning på kongressen:
Her kan du læse om den seneste forskning i effekterne af at behandle cystisk fibrose med CFTR-modulerende medicin.
Du kan støtte Cystisk Fibrose Foreningen på flere måder: