Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Markør for langtidsblodsukker falder efter introduktion af Kaftrio

Bibi Uhre Nielsen, læge og PhD-studerende på Afdeling for Infektionssygdomme på Rigshospitalet, gav en præsentation af sit forskningsprojekt på North American Cystic Fibrosis Conference 2022. Projektet handler om, hvordan markøren for langstidsblodsukker-niveauet, HbA1c, falder efter introduktion af Kaftrio. Cystisk Fibrose Foreningen har givet økonomisk støtte til at Bibi kunne præsentere sin forskning på kongressen.

Baggrund
Studier viser, at modulator-behandlingen Kaftrio (elexacaftor/tezacaftor/ivacaftor) kan forbedre lungefunktionen blandt personer med cystisk fibrose. Det er dog forsat uvist, om medicinen kan bedre forstadier samt ende stadier af CF-sukkersyge, og dermed reducere langtidsblodsukkerniveauet, som afspejles i markøren HbA1c.

Metode
I statistiske modeller analyserede vi ændringer i rutinemålinger af HbA1c fra før og op til 1 år efter opstart af Kaftrio blandt personer over 12 år med cystisk fibrose i Danmark. I analyserne grupperede vi personer med cystisk fibrose efter alder, køn, cystisk fibrose-sukkersygestatus og tidligere modulator-behandling (ingen behandling eller Orkambi/Symkevi). Derudover undersøgte vi, om der skete en ændring over 12 måneder i insulinforbruget og blodsukkerniveauerne, målt med kontinuerlig blodsukkermåling (FreeStyle Libre®) blandt en andel med cystisk fibrose-sukkersyge.

Resultater
Blandt 298 individer med cystisk fibrose var markøren for langtidsblodsukkerniveauet lavere allerede efter 3 måneders Kaftrio-behandling og faldet i HbA1c forsatte yderligere over de efterfølgende 6 måneder. Faldet i HbA1c fandt sted uafhængig af alder, køn, sukkersygestatus og tidligere modulator-behandling. Blandt 26 patienter med cystisk fibrose-sukkersyge var der ikke nogen ændring i brugen af hverken langtidsvirkende eller korttidsvirkende insulin. Vi fandt heller ikke nogen bedring af blodsukre, målt med kontinuerlige blodsukkermålinger eller ændringer i antallet af tilfælde med for lavt blodsukker per uge.

Konklusion
Uafhængig af alder, køn, sukkersygestatus og tidligere modulator-behandling, har Kaftrio bedret HbA1c hos individer med cystisk fibrose i Danmark. Selvom vi ikke fandt en ændring i insulinforbruget eller en bedring af blodsukre målt med kontinuerlige blodsukkermålinger, kan en bedring i HbA1c på sigt måske betyde mindre sukkerskade på blodårerne hos personer med cystisk fibrose.

Diabetes

Cystisk fibrose kan medføre flere følgesygdomme fx cystisk fibrose-diabetes. Her kan du læse artikler og andre nyheder relateret til forskning i diabetes.

Støt os

Du kan støtte Cystisk Fibrose Foreningen på flere måder:

  • Støt én gang
  • Støt fast
  • Bliv medlem