Uddannelse

Unge og voksne med cystisk fibrose har mulighed for at søge økonomisk støtte til en relevant uddannelse – enten gennem reglerne om handicaptillæg til SU eller gennem beskæftigelseslovgivningens regler om revalidering. Unge med cystisk fibrose, der netop har forladt skolesystemet, skal som hovedregel klare sig for SU, når de uddanner sig videre.

Handicaptillæg SU

Studerende på videregående uddannelser med en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, som har meget betydelige begrænsninger i evnen til at påtage sig erhvervsarbejde ved siden af uddannelsen, kan få et tillæg til SU. Tillægget kompenserer for den manglende mulighed for at have en indtægt ved siden af SU og er på 8.555 kr. pr. måned i 2017.

Ungdomsuddannelser (som f.eks. gymnasieuddannelser, HF, HHX, HTX) regnes ikke for videregående uddannelser, og du kan derfor ikke få handicaptillæg til disse uddannelser. Du kan finde en liste over videregående uddannelser på su.dk.

Læs mere om betingelserne for handicaptillæg samt hvordan du søger her.

Revalidering

Unge med cystisk fibrose kan i særlige situationer være berettigede til revalideringsstøtte. Det fordrer, at du har en betydelig funktionsnedsættelse og dermed betydelige begrænsninger i arbejdsevnen. Udover dette er det også en betingelse, at støtten skal kunne føre til hel eller delvis selvforsørgelse. Man skelner mellem to forskellige former for revalidering: Forrevalidering og revalidering med jobplan.

Forrevalidering

Forrevalidering skal have et erhvervsmodnende eller afklarende sigte, så der senere kan udarbejdes en jobplan med et konkret erhvervsmæssigt sigte. Der findes ingen begrænsninger på, hvilke aktiviteter der kan kaldes forrevalidering. Det afgørende er, at de skal have et afklarende eller erhvervsmodnende sigte.

Revalidering med jobplan

Når det erhvervsmæssige sigte er afklaret, skal kommunen sammen med revalidenden udarbejde en jobplan (aktivlovens § 50).

Der er følgende krav til en jobplan (beskæftigelseslovens § 27og § 28):

  • Den skal udarbejdes med udgangspunkt i såvel revalidendens ønsker og forudsætninger som arbejdsmarkedets behov.
  • Den skal beskrive revalidendens beskæftigelsesmål, samt hvilke tilbud efter beskæftigelsesloven, der kan bidrage til at opfylde målet.

For at du kan få økonomisk hjælp efter aktivlovens § 51, skal jobplanen beskrive din mulighed for at blive optaget på en uddannelse og muligheden for endelig erhvervsmæssig placering.

Målet for revalidering kan være beskæftigelse på normale vilkår, men kan f.eks. også være et fleksjob.

Økonomisk støtte under revalidering

Udgangspunktet er, at unge under 30 år skal forsøge sig med Statens Uddannelsesstøtte, SU. Hvis du er under 30 år og ikke har en kompetencegivende uddannelse, vil du skulle søge om uddannelseshjælp.

Hvis du er over 30 år eller har en kompetencegivende uddannelse, vil du skulle søge om kontanthjælp. Hvis du er bevilget revalidering med en jobplan, vil kommunen tage stilling til hvad, du har ret til i revalideringsydelse.

Hvis du er fyldt 30 år, har du ret til dagpengenes maksimale beløb. I 2017 svarer det til 18.415 kr. om måneden.

Hvis du er under 30 år kan du have ret til dagpengenes maksimale beløb. Det gælder f.eks. hvis du har forsørgerpligt overfor hjemmeboende børn eller hvis du før revalideringen har haft indtægter i mindst 6 måneder, der overstiger det maksimale beløb.

Hvis du ikke har ret til det maksimale beløb, er der forskellige satser, som bl.a. afhænger af, om du forsørger hjemmeboende børn, er hjemmebonende, og om du er over eller under 25 år.

Særlige udgifter (undervisningsmaterialer, hjælpemidler m.m.)

Revalidender under forrevalidering eller under revalidering efter en fastlagt jobplan kan få tilskud, til de hjælpemidler m.m., som er nødvendige for at gennemføre uddannelsen. (beskæftigelseslovens § 76). Ved hjælpemidler forstås f.eks. undervisningsmateriale og arbejdsredskaber Der kan desuden gives hjælp de særlige udgifter, der er en nødvendig følge af uddannelsen og som er en følge af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Der kan f.eks. være udgifter til dobbelt husførelse, udgifter til børnepasning for enlige forsørgere, udgifter til indkvartering samt ekstraordinære kostudgifter under revalidering.

Også personer, der modtager hjælp efter anden lovgivning, f.eks. SU, kan være berettigede til tillægsydelserne. Det er en betingelse for denne støtte, at du er omfattet af personkredsen i aktivlovens bestemmelser om revalidering, men det er ikke en betingelse, at kommunen har godkendt din jobplan. Dog må den valgte uddannelse ikke være direkte uhensigtsmæssig i forhold til at få dig ud på arbejdsmarkedet.