Transport

Forældre til et barn med cystisk fibrose har mulighed for at få dækket transportudgifter til behandling og i nogle tilfælde også til dagtilbud og kurser.

Til behandling

Der ydes dækning af transportudgifter til behandlende Cystisk Fibrose Center iht. Sundhedsministeriets regler, hvor hovedreglen er, at der skal benyttes billigste forsvarlige transportmiddel.

Via Kørselskontoret i regionen kan der ydes dækning af transportudgifter til barnet/den unge og ledsager, hvis bopælen er mere end 50 km fra sygehuset, eller hvis barnets/den unges tilstand ikke gør det muligt at benytte offentlige transportmidler, og udgiften overstiger 60 kr. Køreseddel fås på behandlende center/sygehus og skal afleveres som dokumentation.

Hvis der er behov for sygetransport, kørsel i egen bil eller flytransport, kræver det lægeordination fra den behandlende læge til det lokale kørselskontor.

Transportudgifter til behandling, der ikke dækkes af ovennævnte bestemmelse, f.eks. transport til fysioterapeut, kan indregnes i merudgiftsydelsen efter Servicelovens § 41.

Til dagtilbud og kurser

Der er ligeledes mulighed for at dække merudgifter til transport til dagtilbud (hvis man f.eks. skal køre ekstra langt til dagtilbud af hensyn til smittefare), eller merudgifter til fritidstilbud.

Derudover kan der søges støtte til transport til og fra kurser, som går ud på at sætte de pågældende i stand til at have barnet hjemme og leve med den kroniske sygdom også i voksenalderen som f.eks. de weekendkurser, der arrangeres af Cystisk Fibrose Foreningen.