Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Transport

Her kan du læse om mulighederne for dækning af eller støtte til transport, når du har cystisk fibrose.

Har du særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejde pga. af cystisk fibrose, har du mulighed for at få et særligt fradrag efter ligningslovens § 9D, som er væsentligt mere favorabelt end det normale lønmodtagerfradrag vedr. befordring. Du skal ikke selv dække udgiften til de første 24 km om dagen, der er i stedet et bundfradrag på 2000 kr. om året.

Herudover har du ret til at fratrække de rent faktiske befordringsudgifter, der enten opgøres efter dokumentation eller på grundlag af ligningsrådets satser for erhvervsmæssig kørsel i egen bil (3,79 kr. pr km i 2024). Anvendelsen af reglen er ikke betinget af, at du har bevilget handicapbil. Det er op til den lokale skattemyndighed at vurdere, hvilken form for dokumentation for din kroniske lidelse, der skal indhentes.

Befordring til behandling

Der ydes dækning af transportudgifter til behandlende CF-center iht. Sundhedsministeriets regler, hvor hovedreglen er, at der skal benyttes billigste forsvarlige transportmiddel.
Via Kørselskontoret i regionen kan der ydes dækning af transportudgifter til barnet/den unge og ledsager, hvis bopælen er mere end 50 km fra sygehuset, eller hvis barnets/den unges tilstand ikke gør det muligt at benytte offentlige transportmidler. Ligeledes skal befordringsudgiften (2024-satser) overstige 45 kr. til og fra behandlingsstedet for pensionister. For ikke-pensionister skal befordringsudgiften overstige 108 kr. til og fra behandlingsstedet.

Hvis der er behov for sygetransport, kørsel i egen bil eller flytransport, kræver det lægeordination fra den behandlende læge til det lokale kørselskontor.

Handicapkørsel

Handicapkørsel er et supplement til den kollektive trafik for borgere, der er handicappede eller gangbesværede. Kørslen er fra gadedør til gadedør.

Med handicapkørsel kan du køre til fritidsformål som fx besøg hos venner og familie, indkøb og kulturelle aktiviteter. Du kan ikke køre til læge/speciallæge (kontakt evt. din bopælskommune) eller behandling på sygehus.

Handicapkørsel visiteres af din bopælskommune. Når du er visiteret, har du ret til 104 enkeltture pr. kalenderår.

Støtte til handicapbil, servicelovens § 114

Støtte til køb af bil ydes til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der i væsentlig grad

  • vanskeliggør muligheden for at opnå eller fastholde et arbejde uden brug af bil
  • vanskeliggør muligheden for at gennemføre en uddannelse uden brug af bil, eller
  • forringer evnen til at færdes, i tilfælde hvor personen har aktiviteter uden for hjemmet, som medfører et betydeligt behov for kørsel i bil.

Der kan ikke ydes støtte til, hvis det samlede kørselsbehov ud fra en vurdering af alder, almentilstand og forholdene i øvrigt mere hensigtsmæssigt kan tilgodeses ved andre ordninger, f.eks. individuel handicapkørsel.

I vurderingen af, om du kan få støtte, vil der blandt andet blive lagt vægt på dit funktionsniveau, din gangdistance og gangkvalitet samt dit kørselsbehov. Vurderingen lægger desuden vægt på, om du primært søger støtte til bil med det formål at kunne fastholde et arbejde (erhvervsgrundlag), gennemføre en uddannelse (uddannelsesgrundlag) eller til trivsel (trivselsgrundlag).

For at kunne komme i betragtning til støtte til køb af bil på trivselsgrundlag skal du have et stort, dagligt kørselsbehov, der ikke kan tilgodeses på anden vis, end ved brug af bil – herunder diverse kørselsordninger.

Når der ydes støtte til køb af bil, ydes der støtte til billigste bil, som er egnet i forhold til ansøgerens behov:

  1. Et rentefrit lån inden for en bestemt låneramme (213.000 kr. i 2024)
  2. Et supplerende rente- og afdragsfrit lån til køb af en dyrere bil end den, der kan anskaffes inden for ovennævnte låneramme
  3. Et fast beløb til automatgear ( 29.485 kr. i 2024)
  4. Støtte til særlige indretninger, fx særlig indretning af styre- og bremseaggregater, lift, fastspændingssystemer, sæder mv. når politiet har stillet krav om det, eller når det letter din placering i bilen eller når helbredsforholdene taler for det.
  5. Støtte til erhvervelse af kørekort
  6. Afdragsfrihed for registreringsafgift, vægtafgift, tillægsafgift for privat anvendelse og afgift efter brændstofforbrug.

Som udgangspunkt får du støtten via et rentefrit lån op til 213.000 kroner til den billigste egnede bil. Hvis du har en indkomst over 253.000 kroner før skat, forhøjes den andel, du skal betale tilbage (2024).

Ønsker du en anden bil, end den bil kommunen har vurderet som billigst egnet, betaler du selv prisforskellen mellem den bevilgede bil og den ønskede bil. Det er et krav, at bilen skal være egnet i forhold til din funktionsnedsættelse, samt at den vurderes egnet 8 år frem. Det er kommunen, der vurderer, om bilen er egnet.

Du kan søge om udskiftning af bil efter 8 år.

Parkeringskort

Parkeringspladser, der er afmærket med et kørestolssymbol, er forbeholdt bilister med handicap. For at du kan bruge en af disse pladser, skal du have et handicap-parkeringskort, som skal ligge synligt i forruden.

Det er Danske Handicaporganisationer, der udsteder parkeringskortet. Du kan hente ansøgningsskemaet på Danske Handicaporganisationers hjemmeside

Du kan få udstedt et handicap-parkeringskort, hvis du:

  • Opfylder kriterierne for støtte til køb af bil efter Servicelovens § 114 eller
  • Er godkendt til individuel handicapkørsel for svært bevægelseshæmmede, f.eks. Movia handicapkørsel eller
  • Har svært nedsat gangdistance, varigt nedsat funktionsevne eller lignende helbredsmæssige forhold, der i væsentlig grad forringer:
  • Din evne til at færdes
  • Din mulighed for at opnå eller fastholde et arbejde
  • Din mulighed for at gennemføre en uddannelse

Kortet er personligt med billede og underskrift på bagsiden. Kortet kan benyttes i enhver bil, men skal følge ejeren af kortet. Kortet er udarbejdet efter fælles EU-retningslinjer, og du kan bruge det i hele EU samt en del lande udenfor EU.

Parkeringskortet koster 425 kroner og gælder i op til 10 år. Fornyelse af kortet koster 250 kroner.

Du kan finde oplysninger og søge her

Siden er opdateret den 19. december 2023

Socialrådgivning

"Hvilke muligheder er der, hvis jeg har svært ved at passe et fuldtidsjob?” ”Kan jeg få støtte til mine merudgifter, som følger af cystisk fibrose?” ”Hvordan foregår sagsbehandlingen hos kommunen?” Det er nogle af de spørgsmål, der ofte melder sig, når man har cystisk fibrose, eller når man er forælder til et barn med cystisk fibrose.

Støt os

Du kan støtte Cystisk Fibrose Foreningen på flere måder:

  • Støt én gang
  • Støt fast
  • Bliv medlem

Har du nogle spørgsmål?
Så kontakt Vibeke

Få rådgivning inden for den sociallovgivning der gælder for personer med cystisk fibrose og forældre til børn med sygdommen.
Tilbuddet er gratis for medlemmer, og der er telefontid tirsdage 17-19.

Forskning

Forskning

Forskning er nøglen til ny og bedre behandling for børn og voksne med cystisk fibrose.

MÆRKESAGER VI ARBEJDER FOR