Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Hjælp til merudgifter til voksne

Her kan du læse om reglerne om dækning af nødvendige merudgifter til voksne efter Servicelovens § 100.

Hvem er berettiget

Personer, der

  • Er mellem 18 år og folkepensionsalderen
  • Har en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
  • Har en langvarig lidelse, som er af indgribende karakter og medfører betydelige hjælpeforanstaltninger eller
  • Har en medfødt misdannelse eller mangel, men ikke synligt eller umiddelbart konstaterbar nedsat funktionsevne
    Bemærk dog, at personer der modtager førtidspension efter de gamle regler (tilkendt før 1.1.2003) ikke kan få dækket merudgifter efter servicelovens § 100

Når man har cystisk fibrose

En del voksne med cystisk fibrose vil være omfattet af målgruppen fordi, deres lidelse er så indgribende, at de vurderes at have en varigt nedsat fysisk funktionsevne.

For andre, hvor lidelsen ikke er så indgribende, vil der være tale om en medfødt misdannelse og ikke synlig eller umiddelbart konstaterbar nedsat funktionsevne.

Hvis du er omfattet af den målgruppe for hvem lidelsen ikke er så indgribende, at der er tale om en varigt fysisk funktionsnedsættelse, vil du alene være berettiget til at få dækket merudgifter til særlig diætkost.

Hvis lidelsen derimod er så indgribende, at det er vurderet at der er tale om en varigt nedsat funktionsevne, vil du være omfattet af den målgruppe, der kan være berettiget til at få dækket andre merudgifter end alene diætkost, f.eks. merudgifter til medicin.

Ankestyrelsen har i 2015 truffet en principiel afgørelse (nr. 89-15) om at en borger med cystisk fibrose, som er i regelmæssig behandling med antibiotika, var omfattet af den personkreds, som kan være berettiget til dækning af merudgifter ud over dækning af udgifter til diæt.

Ankestyrelsen lagde i afgørelsen vægt på, at:

  • Sygdommen i form af cystisk fibrose er varig og nødvendiggør medicinsk behandling
  • Borgerens sygdom, uden den nødvendige og relevante behandling, vil være akut livstruende eller betyde en umiddelbar risiko for væsentligt og varigt nedsat funktionsevne
  • Borgeren uden den iværksatte medicinske behandling ville være i en betydelig risiko for hastigt tiltagende dårlig lungefunktion, og der ville være en reel risiko for forværring af infektionerne, som i nogle tilfælde vil kunne udvikle sig livstruende

Dit bidrag i sagsbehandlingen

Det er kommunen, som har ansvaret for at indhente og oplyse sagen. Samtidig er det vigtigt at du bidrager med oplysninger om netop din situation og, at du så konkret som muligt beskriver hvordan din sygdom påvirker dig i din dagligdag i forhold til:

  • Behandlingsbehov
  • Arbejde/beskæftigelse/uddannelse
  • Fritidsaktiviteter og socialt liv
  • Almindelige daglige gøremål, indkøb, rengøring mv.
  • Personlig pleje

Merudgifter

§ 100-ydelsen dækker sandsynliggjorte, nødvendige merudgifter som følge af funktionsnedsættelsen.

Dit behov for dækning af nødvendige merudgifter vurderes i forhold ikke-handicappede på samme alder og i samme livssituation.

Det kan være svært at tolke, hvad der menes med “sandsynliggjorte merudgifter”. Men følgende skal som et minimum være opfyldt:

  • Der skal være tale om udgifter, som ikke kan dækkes af andre tilskudsordninger.
  • Der skal, som navnet indikerer, være tale om merudgifter, hvilket vil sige udgifter, som du ikke ville have haft, hvis du ikke havde den varige sygdom. Behovet for hjælp til nødvendige merudgifter skal vurderes i forhold til personer uden handicap på samme alder og i samme livssituation.
  • Merudgifterne skal være nødvendige, så det hjælper at have dokumentation fra læge.

Det er altid kommunen, der skal foretage en vurdering af den konkrete sag. Derfor vil kommunen skulle indhente konkrete oplysninger om din situation og din sygdom og behandling for at vurdere, om du er berettiget til at få dækket nødvendige merudgifter ud over merudgifter til diætkost.

I så fald kan du være berettiget til at få dækket nødvendige merudgifter til:

  • Diætkost efter lægelig dokumentation
  • Egenbetalingen ved lægeordineret medicin (dog ikke udgifter til medicin, som dækkes via private sygeforsikringer, som f.eks. Sygeforsikringen Danmark)
  • Ekstra vask
  • Ekstra tøj og sko og sengelinned
  • Transport som ikke dækkes af andre ordninger
  • Daglige håndsrækninger, som er nødvendige for at hverdagen til at fungere, f.eks. pudse vinduer, vaske gardiner, praktiske forældreopgaver. Det forudsættes at medlemmer af husstanden deltager i opgaveudførelsen i hjemmet.

Sprøjter og kanyler til behandling

Det er regionens og dermed sygehusets opgave at yde støtte til sprøjter og kanyler m.m., som bruges i forbindelse med intravenøs behandling (sprøjtekure). I praksis betyder det som udgangspunkt, at redskaberne og remedierne udleveres af sygehuset.

Begrundelsen er, at der er tale om en behandling, som sygehuset har ansvar for og fører kontrol med – også selv om behandlingen i praksis foregår hjemme. Alternativt ville det betyde indlæggelse på sygehuset.

Beregning af tilskud til merudgifter

For at modtage merudgiftsydelse skal der foreligge sandsynliggjorte merudgifter på mindst 608 kr. pr. måned eller mindst 7.296 kr. årlig (2024).

Udmåling af merudgifter sker på grundlag af de sandsynliggjorte merudgifter.

  • Tilskuddet udgør et standardbeløb på 1.138 kr. pr. måned hvis de sandsynliggjorte merudgifter er i intervallet 608 kr. – 1.707 kr. om måneden,
  • og et standardbeløb på 2.277 kr. pr. måned hvis de sandsynliggjorte merudgifter er i intervallet 1.707 – 2.757 kr. om måneden.
  • Hvis man kan dokumentere merudgifter på over 2.846 kr. om måneden, ydes tilskuddet med et beløb svarende til de faktiske merudgifter.
    Tilskuddet ydes som udgangspunkt som en kontantydelse, men der kan laves aftale med kommunen om, at visse ydelser kan gives som naturalhjælp, som afregnes direkte af kommunen.

Hvis du ikke er berettiget til at få dækket merudgifter efter Servicelovens § 100

For de voksne patienter med cystisk fibrose, som ikke kan få dækket udgifterne efter Servicelovens § 100, kan der dog være andre muligheder, herunder:

  • Personer, der modtager folkepension eller førtidspension tilkendt før 1.1.2003, kan søge tilskud efter pensionslovens § 14 om personligt tillæg, hvis borgerens økonomiske forhold er særligt vanskelige. Kommunen foretager en økonomisk vurdering af borgerens forhold.
  • Borgere, der modtager øvrige forsørgelsesydelser – herunder førtidspension efter reglerne efter 1.1.2003, kan søge tilskud efter Aktivlovens § 82 om tilskud til behandling, hvis borgeren ikke selv har økonomisk mulighed for at betale. Kommunen foretager en økonomisk vurdering af ansøgers og ægtefælles økonomiske forhold.
  • Borgere, der er selvforsørgende med løn, SU eller andet, men som ikke kan skaffe økonomi til at betale egenudgiften, kan søge tilskud efter Aktivlovens § 82 om tilskud til behandling. Kommunen foretager en økonomisk vurdering af ansøgers og ægtefælles økonomiske forhold.

Siden er sidst opdateret 13. december 2023

Socialrådgivning

"Hvilke muligheder er der, hvis jeg har svært ved at passe et fuldtidsjob?” ”Kan jeg få støtte til mine merudgifter, som følger af cystisk fibrose?” ”Hvordan foregår sagsbehandlingen hos kommunen?” Det er nogle af de spørgsmål, der ofte melder sig, når man har cystisk fibrose, eller når man er forælder til et barn med cystisk fibrose.

Støt os

Du kan støtte Cystisk Fibrose Foreningen på flere måder:

  • Støt én gang
  • Støt fast
  • Bliv medlem

Har du nogle spørgsmål?
Så kontakt Vibeke

Få rådgivning inden for den sociallovgivning der gælder for personer med cystisk fibrose og forældre til børn med sygdommen.
Tilbuddet er gratis for medlemmer, og der er telefontid tirsdage 17-19.

MÆRKESAGER VI ARBEJDER FOR