Skimmelsvamp på Rigshospitalet
Cystisk Fibrose Foreningen deltog i dag i dialogmøde med Rigshospitalets ledelse og følger indsatsen med at bekæmpe skimmelsvamp på hospitalet med stor opmærksomhed.
7. juni 2024
Da børn, unge og voksne med cystisk fibrose er sårbare overfor skimmelsvamp, er omtalen af patientprøver med skimmelsvamp på Rigshospitalet - også for patienter med cystisk fibrose - en sag, der optager Foreningen.
Vi har allerede tidligt været i dialog med Rigshospitalet i forhold til personer med cystisk fibrose og prøver med skimmelsvamp identificeret på hospitalet. Rigshospitalets har undersøgt dette og tilbagemeldingen er, at der er tale om engangsfund i patientprøver fra voksne CF-patienter, der hverken har ledt til sygdom eller behandling, og som har været væk ved næste prøve.
Tryg oplevelse for patienter og pårørende
Som Forening tager vi positivt imod Rigshospitalets invitation til dialog og hospitalets initiativer for at skabe en tryg oplevelse for patienter og pårørende på hospitalet.
Vi er særligt optaget af hospitalets aktiviteter med at opspore, bekæmpe og begrænse skimmelsvampen på hospitalet samt kommunikationen til mennesker med cystisk fibrose på hospitalet. Vi følger selvfølgelig derfor også det videre arbejde med stor opmærksomhed
Du kan læse mere om Rigshospitalets indsatser overfor skimmelsvamp i bygningerne på Rigshospitalets egen hjemmeside Orientering til patienter og pårørende om skimmelsvamp på Rigshospitalet.
For dig med cystisk fibrose
På Rigshospitalets hjemmeside finder du en orientering om skimmelsvamp, hvor du kan læse mere om hospitalets indsats, eller hvis du har spørgsmål til dit eller dit barns forløb.
Er du ikke allerede medlem af foreningen, så meld dig ind nu. Jo flere vi er, jo større stemme har vi, når vi taler for børn, unge og voksne med cystisk fibrose.
Som medlem af foreningen kan du også gøre brug af vores psykologrådgivning til svære oplevelser og bekymring i livet med cystisk fibrose.