Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Ny professor med en passion for at bekæmpe biofilminfektioner

Oana Ciofu holdt i fredags sin indsættelsesforelæsning som professor i antimikrobiel resistens ved Costerton Biofilm Center, Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet. Forelæsningen bød på en spændende fortælling om Oanas forskerkarriere, hvor hun har skarpt fokus på at forbedre behandling af kroniske bakterieinfektioner ved at forstå og udnytte bakteriers evolution og optimere antibiotikas effekt hos bakterier der danner en biofilm for at beskytte sig, hvilket ses hyppigt hos patienter med cystisk fibrose.

21. december 2022

Oanas interesse i bakteriers helt utrolige tilpasningsevner, som har gjort bakteriel resistens til en global pandemi og et globalt problem, begyndte med en interesse i den alvorlige multiorgansygdom cystisk fibrose. Patienter med cystisk fibrose får nemlig ofte lungeinfektioner som bliver kroniske og som nedsætter deres lungefunktion over tid.

Oana har brugt meget af sin forskning på at forstå og kortlægge denne tilpasning, som bakterier går igennem i lungerne, og har haft særligt fokus på bakterien Pseudomonas aeruginosa, som har forårsaget store problemer for patienter med cystisk fibrose.

”Det overordnede formål med min forskning er at forbedre behandlingen af kroniske infektioner som den kroniske infektion hos patienter med cystisk fibrose. Ved at afkode bakteriernes tilpasningsmekanismer kan man udvikle nye behandlingsstrategier. Derfor ligger min forskningsmæssige interesse i bakteriel evolution i biofilm og den kroniske lungeinfektion hos patienter med cystisk fibrose. Cystisk fibrose-patienternes regelmæssige besøg i Cystisk Fibrose Centrene giver en unik mulighed for at samle prøver og undersøge bakteriernes udvikling systematisk over meget lange perioder.” fortæller Oana.

Jagten på nye måder at behandle biofilminfektioner

Biofilm er bakteriers måde at modstå både immunforsvaret hos den person der har infektionen og de antibiotika, som lægerne forsøger at behandle infektionen med. Biofilm opstår ved at en større mængde bakterier sætter sig tæt sammen og danner en beskyttende barriere af sukkerarter og proteiner. Denne film er svært gennemtrængelig for antibiotika, og samtidigt formerer bakterierne sig langsomt i filmen, hvilket gør deres optagelse af den antibiotika der når igennem, langsommere.

Oana arbejder med at finde alternative metoder til at bekæmpe sådanne biofilm-infektioner, såsom kombinationer af antibiotika og bakteriofager, virus der inficerer bakterier og dræber dem og ”hyperbaric oxygen treatment”, hvor man behandler med ilt under tryk, da forsøg har vist, at det kan øge antibiotikas effekt på bakterier der vokser i biofilm.

Anerkendelse, finansieringsmuligheder og internationalt fokus på dansk biofilmforskning

Oana ser professoratet som en anerkendelse af hendes arbejde og glæder sig over, at det også giver gode muligheder for videre forskning og for at fremhæve dansk forskning.

”Det er en anerkendelse af mine mange års arbejde med forskning på dette område og af min store indsats for at udvikle de medicinske studerendes undervisning i mikrobiologi samt udvikling af tværfaglige kurser i antimikrobiel resistens.

Derudover håber jeg, at det vil øge mine muligheder for at skaffe finansiering til min forskning, som er den største udfordring i det akademiske miljø. Jeg mener også, at som foredragsholder til forskellige videnskabelige møder, får jeg mulighed for at drage opmærksomheden mod det høje kvalitetsniveau som biofilm-forskning har i Danmark og hvis pionér er professor Niels Høiby”, siger Oana.

Professorat med fokus på at bidrage med løsninger på global sundhedstrussel

”Antimikrobiel resistens er et verdensomspændende, alvorligt problem som truer vores muligheder for at behandle infektioner. Derfor er forskning inden for udvikling af antimikrobiel resistens vigtigt for at opnå en bedre forståelse af denne trussel mod sundhed og for at finde løsninger til at forhindre den”, fortæller Oana.

Hendes forskningsplaner for fremtiden har således til formål at besvare grundlæggende spørgsmål om genetiske mekanismer der fører til antimikrobiel resistens i biofilm-voksende bakterier og undersøge nye terapautiske løsninger. Tre overordnede hovedspørgsmål er i fokus, fortæller Oana:

  • Hvordan tilpasser bakterier sig, når de vokser i biofilm og behandles med antibiotika eller bakteriofager (virus der dræber bakterier)?
  • Hvordan påvirkes udviklingen af antibiotikaresistens af værtens immunsystem?
  • Hvordan optimerer vi behandlingen af biofilminfektioner og forhindrer udvikling af antimikrobiel resistens?

Cystisk Fibrose Foreningen støttede i 1996 Oanas PhD-projekt og har støttet Oanas deltagelse i en række videnskabelige cystisk fibrose-kongresser, hvor hun har delt sin viden og indgået i forskningssamarbejde med andre forskere på europæisk og internationalt plan.

 

Oana ved sin indsættelsesforelæsning den 16. december 2022

Forskning

Forskning

Forskning er nøglen til ny og bedre behandling for børn, unge og voksne med cystisk fibrose.

Støt os

Du kan støtte Cystisk Fibrose Foreningen på flere måder:

  • Støt én gang
  • Støt fast
  • Bliv medlem

MÆRKESAGER VI ARBEJDER FOR