Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Styrket samarbejde sætter fokus på forskningsformidling

Hver eneste dag arbejder læger og forskere på de to Cystisk Fibrose-Centre med en lang række forskningsprojekter, som skal sikre endnu bedre behandling af cystisk fibrose. Og for at sætte større fokus på det vigtige forskningsarbejde, har Cystisk Fibrose Foreningen og Cystisk Fibrose-Centrene indgået et samarbejde om formidling af aktuelle projekter og forskningsresultater.

 

Håbet om et længere og bedre liv med cystisk fibrose ligger i forskning, og selv om der de seneste år er sket mange og store fremskridt indenfor behandling af cystisk fibrose, er der fortsat mange områder, vi mangler viden om.

Derfor er det arbejde, som læger, forskere og andet sundhedsfagligt personale på de to Cystisk Fibrose-Centre på Aarhus Universitetshospital og Rigshospitalet dagligt udfører, af største vigtighed.

Og netop derfor har Cystisk Fibrose Foreningen indgået et samarbejde med Cystisk Fibrose-Centrene om formidling af deres vigtige arbejde, aktuelle forskningsprojekter og resultater af forskningsarbejdet.

Aktuelle forskningsprojekter

Forskerne arbejder i øjeblikket på en lang række projekter, der omhandler kort- og langsigtede effekter af de nye medicinske behandlinger, den mentale sundhed blandt børn, unge og voksne med cystisk fibrose, brugen af rutinebehandlinger, udviklingen af følgesygdomme og aldersrelaterede sygdomme samt mange andre aspekter af livet med cystisk fibrose.

Derudover har læger og forskere også stort fokus på, hvordan de patienter, der ikke oplever positiv effekt af de nye medicinske behandlinger, hjælpes bedst muligt.

Du kan læse mere om nogle af de igangværende projekter her:

 

Få ny viden

Læs med i vores nyhedsbrev, når læger og forskere fortæller om deres forskningsarbejde og deres motivation til lige netop disse projekter.