Hvad bruger vi din støtte til?
Uanset om du støtter via en donation eller skriver Cystisk Fibrose Foreningen ind i dit testamente, så giver du en gave, der er med til at sikre en bedre fremtid for børn og voksne med cystisk fibrose.
I fredags holdt Cystisk Fibrose Centeret på Rigshospitalet afskedsreception for Tania Pressler, der stopper som leder af Centeret og i det kliniske arbejde. Tania Pressler har været en helt central figur i behandlingen af cystisk fibrose i Danmark og internationalt, og vil blive savnet af mange.
02. september 2023
Lokalet var fyldt til bristepunktet og de rosende ord stod i kø, da Rigshospitalet holdt afskedsreception for Tania Pressler. Det var da heller ikke hvem som helst, der takkede af. Tania Pressler har som overlæge, forsker og leder af CF-Centeret haft stor betydning for behandlingen af cystisk fibrose, og de børn og voksne, der er ramt af den alvorlige sygdom. Mange af vores medlemmer har Tania Pressler således fulgt tæt fra barnsben og ind i de voksnes rækker.
Tania Pressler har igennem hele sin lægefaglige karriere interesseret sig for cystisk fibrose. Som Tania Presslers mangeårige kollega og bestyrelsesmedlem i foreningen, professor og overlæge Niels Høiby, fortæller: ”Tania kom ind på det danske CF-center på Rigshospitalet under Erhard Winge Flensborg, hvor interessen for cystisk fibrose blev vakt. Hun skrev senere doktordisputats om antistoffer mod Pseudomonas hos mig, som hun forsvarede i 1996, og ikke mange år efter blev hun leder af CF-Centeret. Her stod hun bl.a. for etableringen af et voksenafsnit på Infektionsmedicinsk afdeling, så voksne CF’ere ikke længere skulle behandles på børneafdelingen.”
Ikke kun i Danmark har Tania haft betydning, fortsætter Niels Høiby: ”Også internationalt har Tania været bidragende til en bedre behandling af cystisk fibrose, bl.a. gennem en aktiv og mangeårig deltagelse i European Cystic Fibrosis Society. Tania har således gjort en meget flot karriere i Danmark og internationalt, og altid som CF-patienternes utrættelige forkæmper.”
For Cystisk Fibrose Foreningen er Tania Pressler også et stort bidrag til foreningens arbejde for et længere og bedre liv for mennesker med cystisk fibrose. Tania Pressler er del af de dygtige lægefaglige kræfter, der støtter foreningens ledelse og bestyrelse. Også for vores medlemmer har Tania Pressler ofte givet et indblik i nyeste forskning og behandling, ligesom mange patienter og pårørende selvfølgelig kender hende fra CF-Centeret på Rigshospitalet, hvor hun uden tvivl vil blive savnet.
Det kan Sune Schackenfeldt, bestyrelsesformand i Cystisk Fibrose Foreningen, nikke genkendende til: ”Tania har berørt mange med cystisk fibrose, og hun bliver svær at undvære. Hun har gennem sit lægefaglige virke sat de højeste standarder for behandling og livskvalitet for mennesker med cystisk fibrose, og altid med patienterne først. Tania har med sin varme, generøse og givende personlighed været en fast og sikker klippe for patienter og familier i de allersværeste tider. Det er vi mange, der er dybt taknemmelige for”
Som forening deltog vi formand Sune Schackenfeldt og bestyrelsesmedlemmer Hanne Vedel Olesen, Niels Høiby og Jørgen Bardelfelt, samt direktør Anja Nordstrøm Klett. Som tak for Tania Presslers store og mangeårige indsats for patienter og pårørende overrakte vi hende et kunstværk af Christina James Nielsen, ligesom mange patienter og pårørende havde sendt varme og rørende hilsner til Tania Pressler.
Vi ønsker Tania Pressler et yderst velfortjent otium, og glæder os samtidig over, at selvom Tania Pressler stopper i det daglige arbejde i CF-Centeret, fortsætter hun sin forskning og sit engagement i Cystisk Fibrose Foreningen.
Uanset om du støtter via en donation eller skriver Cystisk Fibrose Foreningen ind i dit testamente, så giver du en gave, der er med til at sikre en bedre fremtid for børn og voksne med cystisk fibrose.
Du kan støtte Cystisk Fibrose Foreningen på flere måder: