Niklas virkede som en rask dreng, men hans forældre havde en fornemmelse af, at der var noget galt

For bare 3 måneder siden fik Niklas konstateret cystisk fibrose. Niklas var som sådan en rask dreng, men forældrene var alligevel bekymrede over, at han stort set ikke havde udviklet sig i de seneste 6 måneder inden diagnosen, og at han var meget træt. Men de lod sig berolige af, at hans far også kravlede sent, og at det jo er normalt, at børn er trætte.
Efter at hans vægt havde stået stille i et halvt år, tilbød Kolding sygehus at undersøge ham nærmere. Resultatet blev, at Niklas fik konstateret cystisk fibrose. Efter diagnosen blev stillet er Niklas kommet i behandling, og det har sat godt skub i hans udvikling, og da jeg mødte familien viste han stolt sine evner med en gå-vogn.
For forældrene Kenni og Nete var det et chok at få diagnosen, og det hele er blevet lidt mere bøvlet, nu hvor de skal have styr på medicinering og hospitalskontroller, fortæller Nete. De er meget glade for den gode og kompetente behandling, de har fået på Cystisk Fibrose Centret og har også tilmeldt sig et seminar for nye forældre til et barn med cystisk Fibrose.
Af Helle Ousted