Spring navigationen over og gå direkte til indhold

El-cykel giver Bjarke bevægelighed og frihed – og overskud til studiet

Da Bjarke Brigsted, som har den alvorlige multiorgansygdom cystisk fibrose, flyttede til Århus for at studere, ville han enormt gerne kunne cykle til studie og venner og ud at opleve by og natur. Men Århus og omegn er meget bakket, og det var ikke realistisk med en almindelig cykel i de perioder, hvor han har det dårligt. Med et legat til en cykel fra Cystisk Fibrose Foreningen fik han mulighed for at købe en el-cykel. Det lille hjælpende skub den giver, gav Bjarke en ny bevægelighed og frihed. Nu får han sin motion – samtidigt med at han sparer penge på transport.

Bjarke fortæller om legatet og hvad den nye el-cykel har betydet for hans hverdag:

”Jeg søgte egentlig legatet fordi jeg var flyttet til Århus for at studere og gerne ville have mig en cykel. Så så jeg, at der var den her mulighed for at søge et legat til en cykel og syntes det var vildt fedt.

Århus er virkelig bakket! Og på nogle tidspunkter, hvis jeg for eksempel har pseudomonas-infektion i lungerne og har det dårligt, så hjælper det virkelig meget, at der er el på cyklen og man ikke skal tæske så meget i pedalerne for at komme fremad. Hvis jeg ikke havde el-cyklen ville jeg nok tage bussen eller gå.”

El-cyklen gør transporten nemmere, hvis jeg for eksempel gerne vil ud at have noget natur. Så er det rigtig rart, at jeg kan cykle derud og ikke behøver sidde i bussen. Der er et sted cirka otte kilometer oppe nordpå, som jeg godt kan lide.

Der er også et sted ude i vest, hvor der er bazar, og der kan jeg lige cykle ud nu. Og så har jeg mange venner, der bor forskellige steder rundt omkring i Århus, og det er ret fedt bare at kunne cykle ud til dem og ikke behøve planlægge turen med tog og bus. Det giver meget mere bevægelighed og frihed.

Det har betydet enormt meget for mig. Det gør det langt mere overskueligt at skulle transportere sig rundt i så bakket et landskab som Aarhus er, og det giver meget mere overskud til at skulle læse. Nu kommer jeg til at røre mig meget mere – og jeg sparer penge på transport”

Om legatet til en cykel
Legatet til en cykel var en del af Cystisk Fibrose Foreningens Gode Dage Legat-uddeling. Legatet til cykel blev givet til personer med cystisk fibrose, der havde et ønske om at komme mere ud at cykle, fordi det ville give mere livskvalitet, lette hverdagen eller forbedre sygdomstilstanden – og som havde behov for ekstra kræfter fra motoren på en el-cykel for at det ville kunne lade sig gøre.

Selve Gode Dage Legatet kan også søges til brug til en cykel eller en anden positiv oplevelse. Det uddeles en til to gange om året. Læs mere om Gode Dage Legatet, og hvordan du søger det, her.

Om cystisk fibrose
Cystisk fibrose er en medfødt arvelig og alvorlig multiorgansygdom. Der er stor forskel på sygdommens grad og udvikling. Lungerne er modtagelige for bakterier, som over tid nedsætter lungefunktionen.

I mavetarmsystemet producerer bugspytkirtlen ofte ikke de enzymer, som kroppen behøver for at kunne fordøje maden. Cystisk fibrose kan medføre diabetes og give problemer med lever, nyrer og knogler. Der er 200 børn og 300 voksne med cystisk fibrose i Danmark. 150.000 danskere er bærere af cystisk fibrose- genet, men det er de færreste, der ved det, før de selv får et barn med sygdommen.

Vil du være med til at skabe positive oplevelser for endnu flere børn og voksne med cystisk fibrose og deres familier? Klik her og støt foreningen:

Læs mere om cystisk fibrose:

Positive oplevelser

Cystisk Fibrose Foreningens projekt ’Positive oplevelser’ handler om at skabe positive oplevelser for børn og voksne med cystisk fibrose i en til tider hård hverdag. Der uddeles gaver til børn og voksne, som kommer på de to Cystisk Fibrose Centre og der uddeles sports- og ‘Gode dage’ legater en til to gange om året.

Støt os

Du kan støtte Cystisk Fibrose Foreningen på flere måder:

  • Støt én gang
  • Støt fast
  • Bliv medlem

MÆRKESAGER VI ARBEJDER FOR