01
maj 20
Historier om cystisk fibrose

Dorthe løb YOU RUN – sammen hver for sig!

Da corona-pandemien ramte Danmark og YOU RUN 2020 blev relanceret som et virtuelt indsamlingsevent, tog Dorthe Beck Landvad fra Frederikshavn en hurtig beslutning. Dorthe aktiverede sit netværk og samlede 19.000 kr. ind på en uge

”Da løbet blev virtuelt tænkte jeg, der løber så godt som dagligt: Jeg må kunne gøre noget! Jeg tænkte over det et døgns tid, og så sagde jeg til min mand, Jan: Jeg gør det, og han ved, når jeg sætter mig noget for, så går jeg all in.” Som sagt, så gjort: Dorthe oprettede sin indsamling lørdag morgen – en uge før løbsdagen – og inden dagen var omme, havde hun allerede to gange kunnet hæve sit indsamlings-mål: ”Det første mål, jeg satte, var på 5.000 kr. Efter et døgn hævede jeg det til 10.000 og så 15.000 – men vi endte på 19.025 kr., så vi er mega tilfredse,” fortæller Dorthe og tilføjer: ” Støtten – store som mindre beløb – betyder ALT, da det er en alvorlig, men oftest usynlig sygdom, som ikke er så kendt.”

Cystisk fibrose tæt inde på livet

Dorthe og hendes mand, Jan, bor i Frederikshavn med deres tre børn: Johanne 13, Ingeborg 11 og Herman 9. Familien har selv cystisk fibrose tæt inde på livet, da Ingeborg på 11 år har sygdommen og for nyligt også har fået konstateret diabetes, der er en følgesygdom til cystisk fibrose. ”Cystisk fibrose er en meget behandlingskrævende sygdom, som griber meget ind i hverdagen,” fortæller Dorthe og tilføjer:  “Men den skal fylde mindst muligt har vi bestemt!” Og når man har set den handlekraft og beslutsomhed, hvormed Dorthe på nul komma fem fik oprettet sin indsamling og engageret sit netværk, er man ikke i tvivl om, at det nok skal lykkes dem.

Stor opbakning fra familie og venner

Selv om Dorthe løber så godt som dagligt, var det første gang, at hun deltog i YOU RUN:  ”Vi bor jo i Frederikshavn, så for os er der langt til København, hvor YOU RUN normalt løber af stablen. Og så er der også risikoen for krydsinfektion til arrangementer, hvor flere med cystisk fibrose deltager, så også der passede det virtuelle godt ind,” fortæller Dorthe, der brugte Facebook, Instagram og løbeapp´en Endomondo til at række ud til sit netværk. Og hun blev mødt med en overvældende opbakning: Familie og venner, gamle klassekammerater, firmaer, genboer og endda flere lærere fra børnenes skole har støttet projektet.

Ikke blot tikkede donationerne ind i en rivende fart, flere i omgangskredsen delte også Dorthes indsamling med deres egne netværk, så budskabet nåede endnu længere ud – og ikke nok med det: En god håndfuld trak selv i træningstøjet for Ingeborg og cystisk fibrose sagen. F.eks. familiens gode venner, Tina Hulsig Jordansen og Thomas Kruse, der postede et opslag af dem selv i løbetøj, delte indsamlingslinket og skrev: “Vi har i dag løbet i en god sags tjeneste og støttet – vi har nemlig løbet for Ingeborg. Vi har løbet for Cystisk Fibrose. I kan også støtte Ingeborg.” Også Dorthes søsters svoger, Jesper iisager Bak bakkede op fra cykelsadlen, hvor han tilbagelagde 124 km. for cystisk fibrose sagen og delte Dorthes indsamling med ordene: “til støtte for Dorthe Beck Landvads ærefulde og prisværdige indsamling til bekæmpelse af den helt igennem urimelige sygdom cystisk fibrose.” Og de tre var langt fra de eneste i omgangskredsen, der delte indsamlingen og hoppede i træningstøjet for Dorthe og Ingeborg den dag.

Ingeborg gjorde sit for at sætte fokus på cystisk fibrose

Også Ingeborg selv gjorde sit for at sætte fokus på cystisk fibrose. Flankeret med et skilt på bagagebæreren med teksten: “Jeg har cystisk fibrose. Det løber mor for nu” cyklede Ingeborg ved siden af Dorthe på den 10. km. lange tur. Under corona-krisen har Ingeborg været hjemme sammen med sine to søskende og far, Jan, der er kørelærer. Dorthe arbejder som specialsygeplejerske med at visitere uhelbredeligt syge til bl.a. hospice. Af hensyn til Ingeborg er det foregået telefonisk eller via skype de seneste uger. Både Ingeborg og Hermans klasser, der nu i tilbage i skolen, har sendt fantastiske tegninger og søde hilsner – ”det har varmet for både børn og forældre,” fortæller Dorthe og slutter: “Vi kender ikke længden af vores situation. Men netop weekendens oplevelse, hvor Ingeborg trådte til i pedalerne – dér var der virkelig noget at løbe for – og det samme syntes jo så mange i vores netværk at tænke.”