Legatmodtager: “Det var lige det afbræk, vi havde brug for”

”Det var lige det afbræk, vi havde brug for efter en hård tid med en masse medicin og behandlinger med pumpe i midtline. Familien var efterhånden lidt forsømt, fordi det hele, til tider, går op i medicin og behandlinger,” fortæller Mathilde i sin beretning om turen til Club La Santa med hendes mand og 2 årige søn og fortsætter: ”Vi brugte ferien til og få slappet af og nyde at vi har hinanden og ikke mindst skabe en masse gode minder med vores søn. Der blev spist en masse is, plasket i poolen og bare slappet helt af. Jeg er så taknemmelig for, at I har givet mig muligheden for en så skøn ferie – det var tiltrængt og blev nydt til fulde.
Af hjertet tak.”
Om Sportsrejselegatet
Sportsrejselegatet til Club La Santa er en del af foreningens projekt ’Positive oplevelser’, der handler om at skabe positive oplevelser for børn og voksne med cystisk fibrose i en til tider hård hverdag. Club La Santa er bygget op omkring sport og motion, wellness, sundhed og masser af sociale aktiviteter i et behageligt varmt klima under Lanzarotes sol. Der er tilbud til alle niveauer og aldre. Med mere end 40 aktiviteter og tilhørende faciliteter og udstyr er der mulighed for at modtage undervisning i langt de fleste af dem under kyndig vejledning.
Projekt ‘Positive oplevelser’ er støttet af Direktør Emil og fru Bertha Krafts Legat, Frantz Hoffmanns Mindelegat, Foundation Juchum, Familien Hede Nielsens Fond, Konsul Grosserer Osvald Christensens Mindefond, Snedkermester Axel Wichmann og fru Else Wichmanns fond, Billund lufthavn, Club La Santa, Legekæden Horsens, MC-klubben Hit the Road, Volfee Volsom Volbeat, Aarhus og Omegns Bankocenter samt flere andre fonde, virksomheder og privatpersoner.
Tak til alle sponsorerne!
Om cystisk fibrose
Cystisk fibrose er en medfødt arvelig og alvorlig multiorgansygdom. Der er stor forskel på sygdommens grad og udvikling. Lungerne er modtagelige for bakterier, som over tid nedsætter lungefunktionen. I mavetarmsystemet producerer bugspytkirtlen ofte ikke de enzymer, som kroppen behøver for at kunne fordøje maden. Cystisk fibrose kan medføre diabetes og give problemer med lever, nyrer og knogler. Der er 200 børn og 300 voksne med cystisk fibrose i Danmark. 150.000 danskere er bærere af cystisk fibrose genet, men det er de færreste, der ved det, før de selv får et barn med sygdommen.