Fem gode råd til indsamlingen
1. Brug billeder på din indsamlingsside
Når du har tilmeldt dig og oprettet en indsamlingsside, så er det en rigtig god idé at uploade et profilbillede på din indsamlingsside. Det er lidt mere personligt, når der er et billede af den person/de personer, man støtter – det kan enten være den person, der har oprettet indsamlingen eller – hvis deltageren ikke selv har cystisk fibrose – den man deltager for. Ingrid Søndergaard havde fx lagt et billede op af sig selv og sin datter Amanda, der har cystisk fibrose, da Ingrid i 2019 deltog i velgørenhedsløbet You Run. Husk altid at få tilladelse, inden du lægger billeder op af andre end dig selv.

2. Skriv en personlig tekst
Inde på din indsamlingsside er det vigtigt, at der er en tekst, der beskriver, hvorfor du samler ind til din sag. Der er allerede en standardtekst, som du kan bruge, men du kan med fordel redigere i den og tilføje en mere personlig og vedkommende tekst om hvorfor du samler ind til cystisk fibrose sagen og hvad det betyder for dig, at dit netværk støtter din indsamling.
Hvis du opretter et hold, kan du også skrive en tekst inde på holdsiden.
3. Del din indsamling med dit netværk
Inde på din indsamlingsside er der flere ikoner, som du kan klikke på for at dele din indsamling med dit netværk. Jo flere du deler med, jo flere vil blive opmærksom på din indsamling og få lyst til at donere. Ikoner giver dig mulighed for at dele dit opslag på henholdsvis Facebook, Instagram, Twitter og mail.

4. Del også indsamlingen med din arbejdsplads
En ting er at dele via de sociale medier, og det er helt sikkert effektivt! Men budskabet kan også deles fra mund til mund med dine kolleger og andre fællesskaber, du er med i. Ofte vil arbejdspladsen gerne bakke op om deres kollegers hjertesager.
5. Hold dit netværk opdateret og engageret
Hold dit netværk opdateret i forhold til din deltagelse. Træner du op til walk eller løb, så læg et billede fra træningen på Instagram/Facebook i ny og næ og skriv en lille tekst til. Du kan også engagere dit netværk ved at lave opslag om dit liv i indsamlingsperioden – det er gælder særligt dig, der selv har cystisk fibrose eller lever med en, der har det. På den måde giver du dit netværk et indblik i livet med cystisk fibrose, så det er nemmere at forholde sig til, hvad indsamlingen går til. Det kan også være en god idé at skrive, at folk gerne må dele dit opslag, så dine venners venner også ser opslaget. Husk også at opdatere din netværk i forhold til, hvordan indsamlingen skrider frem og tak dine donorer for deres støtte.
Er du klar til deltage i SKRIDT FOR SKRIDT og samle ind til bedre og længere liv for børn og voksne med cystisk fibrose?
