Mælkesyre i opspyt – en potentiel markør for infektionsgraden

Af Bibi Uhre Nielsen, lægelig forskningsassistent

Cystisk Fibrose Center, Rigshospitalet.

Cystisk Fibrose Foreningen har støttet dette projekt med stipendium.

Prognosen for cystisk fibrose er bedret markant over de sidste 50 år, alligevel er den forventede levetid for en person med cystisk fibrose kun 42 år i dag. Den primære årsag til den afkortede levetid er forsat de kroniske infektioner, der fremkalder en betændelsestilstand med hvide blodlegemer (neutrofile granulocytter), som på lang sigt medfører arvævsdannelse og tab af lungefunktion.

Jævnlige antibiotikakure har vist sig at kunne reducere sværhedsgraden af de kroniske infektioner, så lungefunktionen og prognosen for patienterne bedres. I dag får mange af patienter fortsat antibiotikabehandling hver 3. måned kombineret med fast inhalationsbehandling, da man endnu ikke har metoder eller kendskab til, hvordan man bedst tilrettelægger behandlingen til den enkelte. Det vides heller ikke, om forskellige bakterier har brug for forskellige frekvens og behandlingslængde, så alle behandles efter samme koncept.

For at optimere behandlingen af cystisk fibrose, er der behov for at finde nogle let tilgængelige markører, der kan guide lægen til, hvornår og hvor længe patienten skal have en antibiotikakur.

I dag måler vi ofte infektionstallet i blodet, som i de fleste tilfælde er normalt, da infektionen er afgrænset til lungerne. Det er sandsynligt, at der findes bedre infektionsmarkører i materiale direkte fra lungerne, da opspyt indeholder produkter fra hvide blodlegemer og bakterier.

Vi vil derfor undersøge om mælkesyre (laktat) og andre betændelsesmarkører fra de hvide blodlegemer kan bruges som indikator for behandlingseffekt.

Samtidig ønsker vi at undersøge om graden af betændelse kan relateres til typen af mikroorganisme (bl.a. pseudomonas, achromobacter, burkholderia, mycobakterier og stafylokokker), om behandling af resistente bakterier har effekt på betændelsestilstanden og om lungemarkører har potentiale til at guide klinikeren til bedre behandling.