Komplikationer i andre organer

Cystisk fibrose er en multiorgansygdom, der som navnet antyder påvirker flere af kroppens organer. Herunder kan du læse om komplikationer i hud, næse og bihuler.

Komplikationer i huden

Eftersom salttransporten ind og ud af kroppen celler ikke fungerer normalt, har man meget salt i sveden, når man har cystisk fibrose. Når man sveder, mister man derfor mere salt end normalt. Men dette medfører sjældent problemer, da der som regel er tilstrækkelig salt i kosten til at opveje tabet.

Salttab kan dog blive et problem, hvis man sveder rigtig meget, f. eks i meget varmt vejr (over 25 grader), ved anstrengende motion og feber. Så kan det være nødvendigt med ekstra salt i form af salttabletter. Hvis man mangler salt, kan man blive utilpas, træt, ør i hovedet og evt. besvime.

Komplikationer i næsen og bihulerne

I næsen og bihulerne filtreres partikler, støv og bakterier fra den luft, vi indånder. Derudover opvarmes og fugtes luften. Genfejlen ved cystisk fibrose påvirker slimhinden i næse og bihuler, men forårsager sjældent alvorlige problemer. Dog kan det give bihulebetændelse forårsaget af det seje slim, som kræver behandling. Derudover får nogle cystisk fibrose-patienter næsepolypper, som det kan være nødvendigt at få fjernet med et mindre indgreb.