Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Dagtilbud

Som udgangspunkt betaler forældre til børn med cystisk fibrose for kommunale dagtilbud efter de samme regler som andre forældre. Det betyder, at forældre kan søge kommunen om økonomisk og pædagogisk friplads efter reglerne i dagtilbudslovens § 43.

“Friplads” gives ikke længere ved, at man direkte nedsætter forældrenes betaling, men ved at kommunen yder et større tilskud til forældrene, der på den måde nedsætter forældrenes egenbetaling.

Efter § 43 nr. 2 kan der gives en såkaldt “økonomisk friplads”. Her er der helt faste regler. Efter § 43 nr. 4 kan der bevilges en såkaldt “socialpædagogisk friplads”. Kommunen kan i enkelte tilfælde, hvor der ikke kan ydes fripladstilskud af økonomiske grunde efter nr. 2, men hvor ophold i dagtilbud må anses som særlig påkrævet af sociale eller pædagogiske grunde, træffe afgørelse om at forhøje tilskuddet, såfremt betalingsspørgsmålet vanskeliggør barnets optagelse eller forbliven i dagtilbuddet.

Det betyder, at der under alle omstændigheder skal søges om friplads af økonomiske grunde først, og såfremt man ikke kan få det (fordi familiens økonomi er for god), kan der evt. ydes tilskud af pædagogiske eller sociale årsager. Men kun såfremt det at skulle betale for pladsen er et problem for familien. Det vil altid være en individuel konkret vurdering, om der er specielle pædagogiske grunde.

Ud over disse generelle muligheder for nedsat betaling, er der også en særlig mulighed for børn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i § 43 nr. 3. Har barnet af behandlingsmæssige grunde behov for ophold i et dagtilbud, er der mulighed for en ”behandlingsmæssig friplads”. Her hæves tilskuddet med et beløb, der svarer til 50% af egenbetalingen. Ved optagelse i en halvtidsplads eller derunder fastsættes tilskuddet således, at der ikke er en egenbetaling.

Her skal barnet have en betydelig nedsat funktionsevne, og der skal foregå en form for behandling i dagtilbuddet. Der må godt være et pasningsbehov ved siden af behovet for behandling. Falder man ind under denne gruppe, ydes der en halv friplads uanset familiens økonomiske forhold.

MÆRKESAGER VI ARBEJDER FOR