Anmeldelse af Five Feet Apart

Denne anmeldelse er skrevet og indsendt til Cystisk Fibrose Foreningen af Vibeke Lind.
Præsentation
Jeg er mor til min datter på 21 år, som har cystisk fibrose. Jeg har som pårørende oplevet et liv med cystisk fibrose.
Indledning
Jeg vil forsøge at beskrive bogen ud fra temaerne: Skyld og Skam.
Resumé
“Five Feet Apart” er en ungdomsroman, hvor to unge forelskede, Stella Grant og Will Newman, trodser hospitalets regler og opbygger deres eget romantiske univers.
Deres mestring af sygdommen er forskellig.
Stella Grants forældre er skilt. Stella udvikler en OCD-lignende adfærd for at kunne håndtere sine medicinske behandlinger.
Will Newman derimod negligerer sine behandlinger og fokuserer på livet imellem behandlingerne og har fokus på nu’et og det æstetiske, som kunstneren der vælger at se livet som en rejse med bump på vejen.
Temaer som skyld og skam ligger implicit i familierelationerne, der styrer de unges coping med cystisk fibrose. Skyggesiden af livet med cystisk fibrose fortrænges dog og afløses af kærlighedstemaet i ungdomsromanen, hvor de unge elskende lever op til klichéen: Lev stærkt – Dø ung!
Uddybning
Bipersonen Poe er Stellas bedste ven, der har kendt Stella siden barndomsårene. Poe beskriver sygdommen cystisk fibrose som et fængsel.
Abby er Stellas højt elskede søster. Abby har illustreret et ønske om nye lunger til Stella i form af en smuk tegning, der kan give Stella livsmod og styrke samt mod til at cope med cystisk fibrose.
Will glæder sig til sin 18-års fødselsdag, hvor han kan droppe de kliniske forsøg og forsvinde fra hospitalet og gøre noget ved sit liv i stedet for at lade sin mor spilde det. Will har den multiresistente bakterie Cepacia, som betyder, at Will har en dårlig prognose. Will udtaler, at hans mor er sygeligt besat af hvert eneste af hans åndedrag igennem de mange hospitalsindlæggelser med mange kliniske forsøg.
Hvis Will skal dø, vil han faktisk gerne leve lidt først.
Will finder Stella fascinerende med sit ”kontrolcirkus” og trods risikoen for krydsinfektion, finder de sammen løsningen til CF-kærligheden med ”Five Feet Apart”, eller ”Halvanden meters afstand” på dansk.
Stella forstår ikke Will. Stella ønsker at blive rask for sine forældres skyld og har sine to do-lister. Stella er nysgerrig og idérig. Stella har udviklet en cystisk fibrose-app, og på hendes blog ødsler hun af sin viden og hjælper andre, herunder Will, med at få styr på deres behandlinger og udtaler: ”Vi er praktisk talt læger, før vi bliver 12 år”.
Konklusion
Som pårørende er det tankevækkende, at hovedpersonerne forsøger at holde sig i live for forældrenes skyld, eller at de finder sig fanget i et hospitalsfængsel. Det er imod disse odds, at de finder vejen til kærligheden og forsøger at holde sygdommen i skak for at kunne ”stjæle” noget af livet tilbage, som sygdommen cystisk fibrose tog fra dem.
Hvis du kunne lide bogen: ”En flænge i himlen” af John Green, vil du også elske denne ungdomsroman: ”Five Feet Apart” af Rachel Lippincott i samarbejde med Mikki Daughtry ogTobias Laconis.