20
apr 20

Vigtig politisk aftale for personer i særlig risikogruppe

Nu er der indgået en vigtig politisk aftale, som sikrer, at personer i særlig risikogruppe kan blive hjemme for at undgå smitte med Covid-19, og vi kæmper fortsat for, at der også kommer en aftale for de nære pårørende.
Siw og Bertil

I de seneste uger har vi i Cystisk Fibrose Foreningen talt med mange af vores medlemmer, som har været frustreret over, at de ikke kunne være sikre på, at få lov til at blive hjemme fra arbejde, selvom de er i risikogruppen.

Derfor er det meget glædeligt, at der i weekenden er indgået en aftale mellem regeringen og alle folketingets partier.

Ifølge aftalen skal regeringen udarbejde et forslag til, hvordan der findes en løsning for mennesker, der har vanskeligt ved at møde fysisk på arbejde, fordi de af helbredsmæssige årsager er i en særlig risikogruppe i forhold til coronasmitte. Det kan være personer, hvor smitte med coronavirus betyder livsfare eller risiko for svært tab af funktionsevne.

Aftalen indebærer, at det skal undersøges, om der inden for en reserve på 200 millioner kroner kan findes en løsning for personer i denne gruppe. Sundhedsstyrelsen har allerede i gangsat et arbejde med at definere den afgrænsede gruppe, der er i særlig risiko.

I Cystisk Fibrose Foreningen har vi i de seneste uger arbejdet sammen med Danske Handicaporganisationer for at få indført en lønkompensationsordning, som skal hjælpe dem, som er i den særlige risikogruppe og deres pårørende.

En kamp, som vi bestemt også har kæmpet sammen med vores medlemmer, og det er fantastisk, at så mange af jer har været med til at fortælle jeres historier, og været med til at dele og kommentere på vores opslag om sagen.

Vi har kæmpet sammen, og vi blev hørt.

Der er flere politikkere, som stadig arbejder for, at der findes en løsning for de nære pårørende. Det gør vi også, for det er vigtigt, at ordningen også gælder for dem, der har nære pårørende i særlig risiko. Så de ikke risikere at tage smitte med hjem.

Læs om aftalen mellem partierne her.