17
mar 20

Vi undersøger retningslinjer og muligheder for alle med cystisk fibrose og pårørende i forbindelse med coronavirus COVID-19

Der opstår mange spørgsmål i forbindelse med udbruddet af coronavirus, COVID-19. I Sekretariatet arbejder vi på højtryk for at finde svar på spørgsmålene og for at finde løsninger for de der kommer i knibe på grund af isolation – både de der selv har cystisk fibrose og deres pårørende.

Vi ved, at der er mange tvivlsspørgsmål i forbindelse med både smittefare for dem der selv har cystisk fibrose og for de pårørende og i forbindelse med arbejdsliv versus isolation.

Dem der selv har cystisk fibrose holder sig i vid udstrækning hjemme. Men hvordan skal de pårørende forholde sig. Hvis man ikke hjemsendes, hvilke muligheder har man da for at beskytte sine pårørende?

Nogle har kundekontakt i deres arbejde, nogle arbejder på plejehjem og er tæt på andre mennesker hele dagen. Nogle er yderligere udfordret af, at de arbejder i sundhedsvæsenet og risikerer at komme i direkte kontakt med coronasmittede.

Vi arbejder på at få retningslinjer og løsninger
Indtil videre er myndighedernes vejledning ret overordnet i forhold til at undgå smittespredning, og vi mangler specifik information om, hvad man konkret kan gøre for at beskytte sine pårørende,uden at miste sit arbejde og miste sit økonomiske grundlag.

Vi har ikke svarene endnu, men vi arbejder på at få både lægefaglige retningslinjer og information om arbejdsretlige og økonomiske spørgsmål, som tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med corona, fra de rette instanser.

Ring eller skriv til os – vi arbejder for jer – derhjemme
Vi i sekretariatet sidder hjemme og arbejder på at finde løsninger i denne usædvanlige situation, vi står i. Vi står til rådighed, og du er altid velkommen til at ringe eller skrive til os, hvis du vil diskutere din situation eller spørge ind til noget.

Ring på 43 71 43 44 eller skriv en mail på info@cff.dk

Se direkte kontaktoplysninger på os i sekretariatet her.

Socialrådgivning – udvidet telefontid
For at du hurtigt kan få lidt mere klarhed over din situation i forhold til sociallovgivningen, har vores socialrådgiver Vibeke Larsen udvidet telefontid.  Hun kan nu kontaktes mandag, onsdag og torsdag klokken 10-12 og tirsdag klokken 17-19 på telefon 20 95 34 64.

Læs mere om socialrådgivning hos Cystisk Fibrose Foreningen og socialrådgiver Vibeke Larsen her.

Psykologtilbud – tider til samtale og gruppesessions
Psykologtilbuddet er til både personer med cystisk fibrose og pårørende. Du kan aftale en individuel tid med psykolog Charlotte Jensen, eller du kan tilmelde dig hendes online gruppesessions på lørdag den 21. marts:

9.30-11.00: For forældre til hjemmeboende børn med cystisk fibrose

12.00-13.30: For unge mellem 14 og 18 år med cystisk fibrose

14.00-15.30: For voksne med cystisk fibrose

Der er plads til 8 personer på hver session. Hvis der er stor efterspørgsel, vil vi arrangere flere.

Du kan tilmelde dig på info@cff.dk, hvorefter du vil få mere information på mail inden på lørdag.

Læs mere om psykologtilbuddet og psykolog Charlotte Jensen her. 

 

Se også vores side med samlet information om coronavirus COVID-19 i forhold til personer med cystisk fibrose og pårørende.