Tusind tak for et fantastisk julemarked
Den 30. november og 1. december holdt vi som bekendt vores hyggelige julemarked, hvor det igen i år var jer frivillige, der fik det hele til at hænge sammen og gå op i en højere enhed til glæde for de mange besøgende på julemarkedet.
Stor tak til vores frivillige
Tak til alle jer, der var kommet fra hele landet ind på Strøget i Helligåndshuset. I var et helt køkkenhold, der leverede mad og drikke til caféen, andre betjente med et smil gæsterne i caféen og holdt cafébordene rene og pæne, lavede juledekorationer og kranse i granboden, solgte spændende, hjemmelavede madvarer og uddelte smagsprøver i delikatesseboden, gav de besøgende gæster mulighed for gevinst i tombolaen, solgte hjemmelavet julepynt og gaver, mens julemanden spredte god stemning ude på Strøget.
Tak til alle jer, der havde brugt tid på at kreere og donere de flotte varer til julemarkedet og til jer, der hjalp med at opsætte julemarkedet og pakke det samme igen.
Et flot resultat
Der var mange besøgende og en rigtig hyggelig stemning på julemarkedet. Der blev solgt for 126.586 kr. i boderne – et superflot resultat! Overskuddet fra markedet går til Cystisk Fibrose Foreningens arbejde til gavn for børn og voksne med cystisk fibrose og deres familier.
Tak til alle, der var med til at gøre julemarkedet muligt. Uden jeres hjælp ville vi ikke kunne holde vores julemarked. Vi er jer meget taknemmelige.
Julemarkedet i 2019
Vi ser frem til at gentage fornøjelsen næste år. Datoerne for næste års julemarked er fredag 29. november – lørdag den 30. november fra kl. 10-18 begge dage.
Læs mere om julemarkedet her.
Du kan også allerede nu melde dig som frivillig til næste års julemarked her.