23
mar 19
Nyhed

Thomas opnår stor succes med sin YOU RUN-indsamling via Facebook

Thomas Thomsen Mølgaard er gift med Kristine, og sammen har de Johannes på snart fire år og lille Walther på seks måneder. Walther har cystisk fibrose – ”en forbandet lortesygdom”, synes Kristine og Thomas. Med stor dedikation og en målrettet strategi er Thomas gået i gang med at samle penge ind til børn og voksne med cystisk fibrose og træne op til YOU RUN 2019.

Thomas og hans familie tror på, at forskningen inden for cystisk fibrose og udviklingen af ny medicin er vejen frem og kommer til at have stor betydning for Walthers muligheder i livet. Det er det, og tanken om at kunne hente midler ind til fordel for andre familier i samme situation, der er motivationen bag Thomas’ engagement i årets YOU RUN.

Hvordan han har båret sig ad med at få stor succes med sin indsamling, der bare synes at vokse og vokse for hver dag, der går, har vi spurgt Thomas om. Og det viser sig, at der faktisk ligger mange overvejelser og god planlægning bag.

Indsamlingen nåede sit mål på et døgn

Da Thomas tilmeldte sig YOU RUN tilbage i februar, var det med en forhåbning om at nå at indsamle 5.000 kr. Han regnede egentlig ikke med, at det ville lykkes at indsamle så stort et beløb, men så var der ligesom sat et mål. Allerede et døgn efter, var hans indsamling næsten oppe på 10.000 kr. I skrivende stund har Thomas indsamlet over 22.000 kr., og det gør ham til den YOU RUN-deltager, der har samlet næst flest penge ind af alle, og det er han selv stadig helt overvældet over.

Havde aldrig hørt om YOU RUN

Indtil for et par måneder siden, havde Thomas faktisk ikke hørt om YOU RUN.

“Det var min hustru Kristine, der en dag kom hjem og fortalte, at hun havde hørt om det her løb, YOU RUN. Jeg løber i forvejen meget, så det var umiddelbart en event, der passede meget godt til mig.”

Thomas tilmeldte sig derfor YOU RUN og oprettede sin indsamling. Han skød selv indsamlingen i gang ved at smide 1.000 kr. i kassen, for han ville også gerne selv støtte forskningen og børn og voksne med cystisk fibrose.

Thomas’ inaktive Facebook-profil blev vakt til live

Thomas bruger meget sjældent sin Facebook-konto, men den 22. februar, da han havde tilmeldt sig YOU RUN, loggede han ind og skrev sit første Facebook-opslag i meget lang tid.

“Jeg poster aldrig noget her. Men nu gør jeg, for det her betyder meget for mig”, skrev han.

Teksten i opslaget er ledsaget af et billede af en sød og smilende baby, der ligger på et fåreskind med et velfornøjet udtryk i ansigtet. Den søde baby er Walther.

Facebook-opslaget med Walther, der indbragte tæt på 10.000 kr. i løbet af det første døgn, var det første af en række opslag om Walthers behandling.

Facebook er det primære indsamlingsværktøj

Siden den 22. februar er der tikket over 80 donationer ind til Thomas’ indsamling, som han har genereret via sine Facebook-opslag, som er nået ud til rigtig mange mennesker.

“Jeg opfordrer mine egne Facebook-venner til at dele mine opslag, så jeg kan komme så vidt omkring med mine opslag som muligt. Jeg har derfor både fået donationer fra nære venner, men også fra folk, jeg ikke har haft kontakt til i mange år. Her den anden dag donerede en tidligere medarbejder, som jeg ikke har snakket med i syv år, 500 kr. Der var også en, der donerede 1000 kr. anonymt. Det gør stort indtryk. Ligesom det også gør stort indtryk, når så mange nære og fjerne venner donerer.”

Thomas bruger Facebook helt systematisk i sin indsamling. Han laver jævnligt opdateringer, hvor han fortæller om sin løbetræning og om hverdagen med Walthers behandling.

“Jeg har lavet en liste med emner, som jeg kan poste om, og som jeg løbende tilføjer til, så jeg ikke løber tør for idéer. Og så tænker jeg over, hvordan jeg laver mine Facebook-opslag. Jeg vil gerne fortælle en historie. Derfor sørger jeg for at lave noget kontinuerligt, så folk kan følge med i både min træning, men også de meget personlige ting. Jeg fortæller om min søns behandling og har fx lagt en video op, der viser, når han får sin maske med pulmozyme.”

Når Thomas skriver om familiens privatliv, sørger han for at mærke godt efter, om opslagets indhold går for tæt, inden han udgiver dem.

“Jeg skriver opslagene og gemmer dem typisk en dag eller to, før jeg poster dem. Så kan de “lande i maven”, før alle kan se dem. Det er selvfølgelig meget personligt at dele videoer og billeder af min søn, men samtidigt er det jo også fakta og praktiske informationer fra en hverdag med cystisk fibrose og tidskrævende behandling. Det er virkeligheden for os, og opslagene kan være med til at oplyse andre.”

Bruger cliff hangers og fun facts

Thomas kan godt lide at efterlade en lille ”cliff hanger” eller en sjov bonusinformation i sine opslag, som kan pirre følgernes nysgerrighed og give os lyst til at høre mere fra Thomas. Et af opslagene er en video med Walther, der bliver madet med en forebyggende behandling med antibiotika. Temaet i dette opslag er de bakterier, som der er blevet fundet i Walthers lunger ved det seneste tjek på Rigshospitalet. Thomas nævner kort, hvor imponeret han er over det dygtige sundhedspersonale, hans familie bliver mødt af på Cystisk Fibrose Centeret på Rigshospitalet, ”men mere om det i et kommende opslag”, lokker han.

I et andet ellers alvorligt opslag inkorporerer han en lille fun fact om, at han har lært, at elektronisk udstyr ikke kan tåle dampen fra masken med pulmozyme. Så tingene bliver lige flyttet til et sikkert område, inden de går i gang med masken.

Besøg Thomas’ Facebook-side og YOU RUN-indsamling

“Jeg håber virkelig, at der er nogle af de løbere – måske endda mange – som støtter Cystisk Fibrose Foreningen, som slår min indsamling!”, siger Thomas.

Den opfordring er hermed givet videre. Du er velkommen til at følge med i Thomas’ opslag på hans private Facebook-profil. Han har gjort opslagene offentlige for alle, og du skal heller ikke holde dig tilbage med at sende ham en venneanmodning, siger han.

Du kan også besøge Thomas’ indsamlingsside og se, hvordan han administrerer den, her.

Cystisk Fibrose Foreningens YOU RUN-side kan du også besøge, hvor du kan se alle årets seje deltagere og selv tilmelde dig løbet.

Thomas’ fem gode råd til din indsamling

  1. Start med selv at give den første donation. Så viser du, at du selv støtter børn og voksne med cystisk fibrose.
  2. Vær til stede inde på din YOU RUN-side og skriv tak til alle, der giver dig en donation uanset beløbets størrelse.
  3. Brug din private Facebook-profil som platform til at fortælle om din indsamling. Skriv løbende opslag, der fx fortæller, hvordan cystisk fibrose påvirker dit liv, om din træning og dit engagement i YOU RUN.
  4. Gør dine Facebook-opslag offentlige og opfordr dine egne Facebook-venner til at dele dine opslag, så du kommer endnu længere ud med dem.
  5. Gør lidt ud af dine opslag. Skriv om noget, du tror, kan give folk lyst til at donere. Brug evt. et par dage på at mærke efter i maven, hvor meget du har lyst til at dele af dit privatliv, inden du offentliggør opslaget.