28
sep 21

Sundhedsstyrelsen offentliggør plan for revaccinering

I den nye plan redegøres der for, hvilke grupper der skal vaccineres hvornår og for grundlaget om den besluttede rækkefølge og timing.

Sundhedsstyrelsen har i dag offentliggjort en større plan for udrulning af revaccinering. Fase 1 af planen, som omfatter blandt andre personer med svært nedsat immunforsvar, og dermed transplanterede, er allerede iværksat.

I planens fase 2 er personer i øget risiko under 65 år med. Sundhedsstyrelsen oplyser, at der i løbet af oktober træffes beslutning om, hvornår grupperne i fase 2 skal vaccineres.

Disse grupper ser ud til at have god effekt og være godt beskyttede af den primære vaccination. Derfor vil styrelsen gerne have yderligere data om især fald i immunitet og bivirkninger af tredje stik for denne gruppe, før man revaccinerer.

Desuden afventer Sundhedsstyrelsen, at vaccinerne bliver EU-godkendt til brug for revaccination af disse grupper, oplyses det.