13
mar 20

Seneste nyt fra Cystisk Fibrose Centrene i forbindelse med coronavirus COVID-19

I denne tid med den ny coronavirus, COVID-19 opstår der ekstra mange spørgsmål om behandling og konsultationer på Cystisk Fibrose Centrene, og om hvordan man skal forholde sig som cystisk fibrose-patient. Her får du opdateret information fra centrene om konsultationer, kontakt til centrene og afhentning af medicin. 

Konsultationer på Cystisk Fibrose Centrene aflyses ikke, men omlægges for nogle til telefonkonsultationer og hjemmebehandling. Alle patienter bliver altså taget godt hånd om.

Centrene er åbne for henvendelser, og patienter med uafklarede problemstillinger eller i ustabil fase vil få uændret hjælp og behandling, også ved fremmøde, hvis nødvendigt.

Alle patienter får besked, hvis deres tider bliver lagt om, enten per telefon eller i e-boks. Man bør derfor holde øje med telefonen og tjekke e-boks jævnligt.

Der er ingen leveranceproblemer i forhold til medicin og behandlingsudstyr.

Medicin skal fortsat afhentes på apoteket, imens enkelte præparater skal hentes på centret – for eksempel af en pårørende – så alle cystisk fibrose-patienter har hvad de skal bruge til behandlingen derhjemme.

 

Læs pjecer om coronasmitte fra Sundhedsstyrelsen 

Sundhedsstyrelsen har lavet en pjece til særligt udsatte og en pjece til deres pårørende.

Se også vores side med samlet information om coronavirus COVID-19 i forhold til personer med cystisk fibrose og pårørende.