Ny tabletbehandling mod covid-19 til smittede personer i øget risiko

Den nye tabletbehandling, Lagevrio, reducerer risikoen for et alvorligt forløb med COVID-19, hvis man kommer i gang med behandlingen senest 5 dage efter, man har fået symptomer.
Det er derfor vigtigt at henvende sig til sin læge straks, hvis man som person i øget risiko får et positivt testsvar, så behandlingen kan iværksættes inden for de 5 dage. Tabletbehandlingen kan både udskrives hos de praktiserende læger og af læger på hospitalernes ambulatorier.
I Sundhedsstyrelsens nyhed om den nye tabletbehandling, skriver styrelsen, at man har valgt at anbefale den nye tabletbehandling, selvom den endnu ikke er godkendt af det Europæiske Lægemiddel Agentur (EMA) og Kirstine Moll Harboe, sektionsleder i Sundhedsstyrelsen udtaler:
”Vi anbefaler tabletbehandlingen, fordi vi vurderer, at fordelene ved at blive behandlet overstiger ulemperne for de patienter, som har den største risiko for at blive alvorligt syge med covid-19. Vi forventer, at behandlingen medvirker til, at færre af de patienter, som har en stor risiko for at blive alvorligt syge, bliver indlagt. Samtidig er vi fuldt opmærksomme på, at det er en ny og ikke godkendt behandling, som vi endnu ikke har så meget viden om. Derfor følger vi behandlingen tæt, til vi får mere viden.”
Transplanterede behandles fortsat med monoklonale antistoffer ved COVID-19
Transplanterede skal ved en positiv test stadigvæk hurtigst muligt henvende sig til sin behandlende læge for at blive henvist til behandling med monoklonale antistoffer på hospitalet. Du kan læse mere om behandling med monoklonale antistoffer i denne artikel.
Læs mere om den nye tabletbehandling Lagevrio
Sundhedsstyrelsen har beskrevet den nye tabletbehandling i en pjece, der er målrettet personer i øget risiko ved covid-19. Den kan du læse her.
Der er desuden lavet et faktaark og en vurdering af behandlingen til de praktiserende læger (en præparatanmeldelse) samt et fagligt notat, der beskriver baggrunden for anbefalingen.