Løbere for Cystisk Fibrose Foreningen indsamlede over 280.000 kr.
YOU RUN er et velgørenhedsløb, hvor man som enkeltperson, hold eller virksomhed starter en onlineindsamling for sin sag, og løber enten 5 km, 10 km eller halvmaraton på en rundstrækning omkring Københavns Inderhavn. Løbet blev afholdt for tredje år i træk.
Der var 11 forskellige organisationer, som man kunne løbe for og støtte ved YOU RUN CPH, hvoraf Cystisk Fibrose Foreningen var en af dem. Og de deltagere, der løb for Cystisk Fibrose Foreningen, havde i den grad været aktive med deres indsamlinger. I alt blev der samlet 281.617 kr. ind til Cystisk Fibrose Foreningens arbejde.
Løb med masker
De deltagere, der løb for Cystisk Fibrose Foreningen, bar alle masker på løbsdagen. Maskerne skulle være med til at sætte fokus på en af de største udfordringer ved cystisk fibrose: At personer med cystisk fibrose er modtagelige over for alvorlige bakterier, der ikke rammer raske.
Det tiltrak stor opmærksomhed, at så mange deltagere havde maske på under løbet. I Cystisk Fibrose Foreningens stand kunne deltagere og besøgende komme forbi og høre mere om cystisk fibrose og om, hvorfor alle fra Cystisk Fibrose Foreningen havde masker på.
Overrækkelse til bedste indsamlere
Løbsdagen sluttede af med en overrækkelse af præmie til den bedste indsamling. Her var det Svanna Jacobsen, der løb af med sejren. Hun havde samlet hele 32.150 kr. ind til Cystisk Fibrose Foreningen. Svanna har selv cystisk fibrose og løb et halvmaraton ved YOU RUN CPH.
– Jeg har længe haft lyst til at løbe et halvmaraton. Det kan være svært at nå det hele i ens hverdag, så kombinationen af løb og så muligheden for at gøre noget aktivt for en sag, som jeg gerne ville være med til at støtte, var dét, der gjorde, at jeg meldte mig til, siger Svanna Jacobsen.
Derudover var der også kåring af det bedste indsamlingsteam, og igen var det til fordel for Cystisk Fibrose Foreningen. Det var nemlig løbeholdet CFvinkurnar, der tilsammen havde samlet hele 55.725 kr. ind.
Tusind tak til alle de fantastiske løbere og indsamlere og til alle dem, der har støttet deres indsamlinger. Herunder kan du se nogle billeder fra dagen.