Information om coronavirus til personer med cystisk fibrose
Se også vores side med samlet information om coronavirus COVID-19 i forhold til personer med cystisk fibrose og pårørende.
Der kan være visse praktiske ændringer i forhold til dine besøg på Cystisk Fibrose Centrene. Vi anbefaler, at du tjekker information fra det center, du er tilknyttet, jævnligt.
På Cystisk Fibrose Center Skejby – Aarhus Universitetshospital skal du, når du kommer til din planlagte kontrol på voksenafdelingen, gå ind ad indgang D (i stedet for indgang E) ved infektionsklinikken. For børn benyttes samme indgang som vanligt. Mundbind og håndsprit vil være at finde ved skranken. Med hensyn til planlægning af tider til kontrol med mere, vil du høre fra klinikken via e-boks, hvis din tid bliver ændret eller omlagt til telefontid.
På Cystisk Fibrose Center Rigshospitalet vil konsultationer i vid udstrækning blive omlagt til telefon- eller telekonsultationer og i.v.-kure til hjemmekure eller hjemmesygehus hvis muligt. Du vil få udleveret maske og blive anvist ambulatorium ved fremmøde i afdelingen. Du vil blive kontaktet af centret, såfremt din fremmødetid ændres til telefonkonsultation. Se information fra Cystisk Fibrose Center Rigshospitalet her.
Hvordan skal du forholde dig til corona og smitterisiko?
Cystisk Fibrose Centrene anbefaler, at du overvejer, hvordan du kan beskytte dig selv mest muligt mod at blive smittet ved at følge disse råd fra Sundhedsstyrelsen til personer, der tilhører en særlig risikogruppe:
Bliv hjemme i den udstrækning, det er muligt
Undgå steder med mange mennesker, som er tæt på hinanden
Vi fraråder for eksempel, at du bruger offentlige transportmidler – især i myldretiden – eller deltager i større arrangementer.
Sørg for at holde ekstra god håndhygiejne
Vask dine hænder grundigt, hvis du for eksempel har rørt ved håndtag, og når du kommer hjem. Overvej at bruge handsker, når du går ud.
Undgå at røre næse, mund og øjne, hvis ud ikke har rene hænder
Virus smitter typisk fra hænderne og til slimhinderne i næse, mund og øjne.
Hold afstand til andre mennesker, især hvis de ser ud til at være syge
Det anbefaler vi, fordi smittespredning ofte sker ved at dråber fra hoste og nys spreder sig i luften i 1-2 meters afstand, hvor de kan smitte andre via mund, næste og øjne. De falder dog hurtigt til jorden og bliver ikke hængende i luften.
Mindsk fysisk kontakt og social aktiviteter
Mindsk fysisk kontakt (håndtryk, kram og kys) og sociale aktiviteter, for eksempel fitnesscentre, klubber, større familiearrangementer og pasning af børnebørn.
Overvej nøje, om det er nødvendigt at rejse til udlandet
Det anbefales, at man nøje overvejer, om det er nødvendigt at rejse til udlandet, hvis man tilhører en særlig risikogruppe. Udlandsrejser nødvendiggør ofte, at man opholder sig og bevæger sig i områder med mange mennesker, inklusiv offentlig transport (lufthavne, busser, tog med mere).
Hvad gør du, hvis du får symptomer på coronavirus?
Hvis du får symptomer på virussygdom med temperaturforhøjelse og luftvejssymptomer, herunder forværret hoste, forværret vejrtrækningsbesvær, ondt i halsen, muskelømhed eller hovedpine ud over det sædvanlige, bedes du ringe eller skrive til dit Cystisk Fibrose Center. De vil i så fald vurdere, om du skal indkaldes til test for coronavirus. Du bedes ligeledes kontakte klinikken inden planlagt fremmøde, hvis du har disse symptomer.
Anbefalingerne kan ændre sig, og du bedes holde dig orienteret via Sundhedsstyrelsens hjemmeside (Se særligt punkt 3. Sundhedsstyrelsens råd til borgere, herunder særlige risikogrupper) og myndighedernes fælles side coronasmitte.dk.
Vedrørende planlagte rejser bedes du holde dig orienteret via Udenrigsministeriets hjemmeside