Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Folketinget behandler forslag om organdonation med aktivt fravalg i dag

I dag skal Folketinget 1. behandle et borgerforslag om at indføre organdonation med aktivt fravalg i Danmark. Cystisk Fibrose Foreningen har siden 2021 samarbejdet med seks andre foreninger om at opfordre til at indføre organdonation med aktivt fravalg, hvor de pårørende fortsat har det sidste ord, hvis den afdøde ikke har taget aktivt stilling til organdonation. De seneste måneder er arbejdet intensiveret for at oplyse om, hvad denne model indebærer, og dele erfaringer fra indførelsen af modellen fra andre lande i Europa op til behandlingen af borgerforslaget.

03. juni 2022

I dag, fredag den 3. juni fra klokken 10.00 skal borgerforslaget ”Aktivt fravalg til organdonation fra det fyldte 18. år i Danmark” til 1. behandling i Folketinget.

I Danmark har vi i dag aktivt tilvalg til organdonation. Med aktivt fravalg vender man organdonationsmodellen om. Myndige borgere vil derfor i udgangspunktet være organdonorer. Ønsker man ikke at være organdonor skal man melde sig fra. Dermed fastholdes Donorregistret og alle de valgmuligheder, der eksisterer i dag. Pårørende vil ved indførelsen af aktivt fravalg stadig have det sidste ord, i de tilfælde, hvor den afdøde ikke har taget aktivt stilling til organdonation. Denne aktivt fravalg-model er blandt andet indført i Storbritannien og på Island.

Intensiv oplysning om aktivt fravalg op til 1. behandlingen

I forbindelse med opfordringen til at indføre organdonation med aktivt fravalg er en vigtig opgave at oplyse om, hvad modellen indebærer og ikke indebærer, da en sådan opfordring naturligvis giver anledning til spørgsmål, etiske overvejelser og debat om, hvorvidt det vil give flere organer til rådighed at vende organdonationsmodellen om.

Derfor har de syv foreninger i fællesskab fået offentliggjort debatindlæg, kontaktet relevante politikere direkte, udtalt sig til pressen og taget initiativ til en politisk høring, som blev afholdt den 18. maj.

Radikale Venstre og Venstre, var værter ved høringen, hvor eksperter fra Island, Storbritannien og Danmark med både forskningsmæssig- og praktisk indsigt i aktivt fravalg-modellen, gav ny viden, perspektiv og inspiration til Folketinget med udgangspunkt i konkrete erfaringer fra flere europæiske lande, der har indført aktivt fravalg.

Efter høringen er der rundsendt en mail til politikerne med sammenklip af eksperternes oplæg, konkret information om den model der foreslås og en video der viser, hvad den indebærer. Der er desuden sendt debatoplæg til pressen og arrangeret møder med national presse.

Cystisk Fibrose Foreningen arbejder for at flere skal tage stilling til organdonation

Om årsagen til at Cystisk Fibrose Foreningen er gået med i samarbejdet om at opfordre til indførelse af Aktivt fravalg siger foreningens direktør Helle Ousted:

”Cystisk Fibrose Foreningen arbejder for, at flere tager stilling til organdonation, fordi flere med cystisk fibrose på et tidspunkt får brug for et nyt organ for at overleve. Vi er gået sammen med seks andre foreninger om at opfordre til at indføre aktivt fravalg til organdonation i Danmark, fordi vi mener, det er vigtigt at bruge de forskellige muligheder der er for at få flere til at tage stilling og for at få flere organer til dem der har brug for en transplantation. Der gøres rigtig meget i forvejen, og det her er en af de muligheder, der med fordel også kan afsøges. Vi håber, at det arbejde de syv foreninger har udført for at udbrede viden om og erfaringer med organdonation med aktivt fravalg bidrager til en positiv dialog ved behandlingen af borgerforslaget.”

Følg med i Foketingets 1. behandling og pressens dækning
Du kan følge 1. behandlingen på Folketinget live TV her

Blandt andet planlægger DR1 og TV2 at bringe indslag om behandlingen af lovforslaget i aften. På DR1 bringes der i TV-avisen klokken 18.30 et indslag med Mathias Schneider, som har cystisk fibrose og er på ventelisten til en ny nyre.

Se Mathias Scneider, som har cystisk fibrose og er på ventelisten til en ny nyre, udtale sig i TV-avisen 3. juni 21.00 (11 minutter og 5 sekunder inde i programmet)

Læs de syv foreningers debatindlæg i Politiken her.

Med i samarbejdet om at opfordre til at indføre organdonation med aktivt fravalg i Danmark er:

Nyreforeningen
Organdonation – ja tak!
Leverforeningen
Foreningen 7liv
Diabetesforeningen
Alfa-1 Danmark
Cystisk Fibrose Foreningen

Oplysning om organdonation

Cystisk fibrose er en sygdom, der påvirker flere af kroppens organer. Flere patienter med cystisk fibrose får på et tidspunkt brug for en organtransplantation for at overleve – faktisk er der cirka 5-10 personer med cystisk fibrose, der hvert år får brug for et nyt organ.

Støt os

Du kan støtte Cystisk Fibrose Foreningen på flere måder:

  • Støt én gang
  • Støt fast
  • Bliv medlem

MÆRKESAGER VI ARBEJDER FOR