07
sep 16
Nyhed

Ernæringsenheden på Rigshospitalet bevares

I forbindelse med budgetlægning for 2017 i Region H, som bl.a. krævede store besparelser på regionens hospitaler, foreslog Rigshospitalets ledelse at nedlægge Ernæringsenheden på Rigshospitalet.

Mandag d. 5. september blev der indgået budgetaftale for 2017 i Region H, og her kan vi konstatere, at den foreslåede nedlæggelse af Ernæringsenheden ikke er med.

Mange tak til politikerne i Region H, fordi I lyttede til lægerne, diætisterne og til patienterne, som det hele handler om.

For børn og voksne med cystisk fibrose er det afgørende, at de kan få støtte og rådgivning fra højt specialiserede diætister som en del af behandlingen af sygdommen. Patienterne med cystisk fibrose er bl.a. født med svækket eller manglende bugspytkirtelfunktion. Fedt, protein og stivelse i maden bliver ikke spaltet, og næringsstofferne kan derfor ikke optages i blodet. Kroppen får for få kalorier, og patienterne har svært ved at holde en normal vægt. Mange udvikler diabetes og andre mangelsygdomme pga. dårlig fordøjelse.

God kost er ekstra vigtig, når man har cystisk fibrose. For det første er optagelsen af fedt og protein ikke 100 % på trods af enzymbehandling. For det andet har patienterne et større behov for energi (mad) til bekæmpelse af infektionerne i luftvejene.

Mange med cystisk fibrose oplever perioder, hvor appetitten er dårlig, og de taber sig i vægt på trods af en god kost. Der er brug for støtte og rådgivning fra højt specialiserede diætister, som kan vejlede ud fra en bred erfaring og den enkeltes situation, som ændrer sig igennem sygdomsforløbet.

Det er samtidig vigtigt for det samlede behandlerteam, at der er vejledning og sparring med diætisten for at opnå den bedst mulige behandling af cystisk fibrose patienterne.

Cystisk Fibrose Foreningen og flere andre medlemsorganisationer kontaktede derfor politikkerne og medierne for at få spareforslaget taget af bordet.

Du kan læse foreningens brev her.