12
dec 18

Emma fik gode minder med hjem fra Club La Santa

Cystisk Fibrose Foreningen uddelte i 2018 11 sportslegater a 10.000 kr. til 11 ansøgere, og Emma var en af dem, der kom af sted.

Emma Hegnet har skrevet en beretning om sin dejlige tur til Club La Santa, som hun havde sin mor med på.

Sportsrejselegat til Club La Santa

Af Emma Hegnet

Jeg har været så heldig at være en af de 11 som modtog et sportsrejselegat til Club La Santa i 2018. Jeg valgte at tage af sted i september med min mor, og vi er begge meget taknemmelige for den oplevelse vi fik. Vi nød turen fuldt ud og fik mest muligt ud af dagene. Vi havde mange dage med sol, men også dage som var overskyede, hvilket betød, at vi både havde mulighed for at dyrke motion under åben himmel og slappe af ved poolen.

Jeg afsluttede min studentereksamen i juni og derfor har sport ikke været den største del af min hverdag, da jeg ikke har kunnet finde tid og overskud til det. Det har ærgret mig meget, at jeg ikke har haft så meget plads til sport i min hverdag, da jeg kan mærke, at motion gør meget godt for mit helbred. Derfor har det været fantastisk at have en hel uge, hvor jeg har haft mulighed for at dyrke en masse sport og har kunnet mærke den gode effekt, det har haft. Rejsen har givet mig inspiration og motivation til at indføre mere sport i min hverdag. Derudover har det givet mig muligheden for at tilbringe en hel del tid sammen med min mor, hvilket har gavnet os begge meget.

Vi prøvede kræfter med mange forskellige og nye sportsgrene, som vi ellers aldrig ville have prøvet. Vi benyttede os af muligheden for at melde os på en hel masse af Club La Santas hold, hvilket gjorde det muligt at opleve mange af stedets faciliteter og sportsgrene. Vi fik bl.a. en introduktion til paddle-tennis, hvor vi lærte reglerne og selv fik mulighed for at spille det. Vi fik rigtig meget godt ud af de forskellige hold, og instruktørerne var enormt dygtige. Jeg fik lært at stå på paddleboard og blev mester i at kontrollere en hulahopring. Derudover var det skønt, at der var sørget for både morgenmad og aftensmad til os, så vi blot skulle koncentrere os om at nyde det hele.

Alt i alt var rejsen en fantastisk oplevelse, som har givet os en masse gode minder, og som vi med glæde kan tænke tilbage på. Vi er blevet så begejstrede for stedet, at vi har tænkt på at rejse derhen igen med hele familien.