07
okt 20

Afstandsbadge kan hentes gratis på apoteker fra på mandag

Sundhedsstyrelsen stiller nu et badge gratis til rådighed, der viser andre, at man gerne vil have, de holder afstand. Badgen kan bruges af alle, og kan især være relevant for borgere i øget risiko for et alvorligt forløb ved smitte med Covid-19 og deres pårørende. Det kan afhentes på landets apoteker fra på mandag.

Badgen er lavet for at vi kan minde hinanden om anbefalingen om at holde afstand, da ny coronavirus stadigvæk spreder sig i vores samfund, oplyser Sundhedsstyrelsen.

”Vi ved, at der er et ønske fra både borgere og flere patientorganisationer om, at man skal kunne signalere, at andre skal tage hensyn. Alle, som gerne vil huske andre på at holde afstand til dem, kan bruge vores badges. Man kan fx bære en badge, når man står i køen i supermarkedet eller venter på bussen. På den måde behøver man ikke at henvende sig direkte til andre og gøre dem opmærksomme på at holde afstand,” siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen, Niels Sandø.

Særligt nu, hvor vi flere steder har set en stigning i smitten, er det væsentligt, at vi alle holder fast i de generelle smitteforebyggende råd.

”Vi skal være opmærksomme på at holde smitten nede i Danmark og passe godt på hinanden. Det gør vi ved at holde fast i de gode råd om blandt andet at blive hjemme, hvis man er syg, holde afstand, god håndhygiejne, ses med færre venner og bruge mundbind. Vores badges kan være en hjælp til at huske andre på rådet om at holde afstand”, siger enhedschef, Niels Sandø.

Man skal kunne undgå at bede andre holde afstand

Hensigten med at tage en badge på et naturligvis at minde andre om at holde afstand. Og Sundhedsstyrelsen håber også, at det kan gøre at man ikke behøver henvende sig direkte til andre for at bede dem overholde anbefalingen om afstand. Noget, som vi blandt andet i Cystisk Fibrose Foreningen har hørt fra vores medlemmer kan være ubehageligt og grænseoverskridende.

Badgene er lavet, så de er nemme at aflæse på afstand, og for at man kan se, at det kommer fra myndighederne ses på badgen det kendte symbol fra Sundhedsstyrelsens anbefalinger med to mennesker der står langt fra hinanden.

Badgene kan hentes gratis på landets apoteker fra på mandag den 12. oktober 2020