28
Oct 20
Online kurser

Online zumba-lektion

Bliv glad i låget af god musik og dans! Så er der igen mulighed for at melde sig til online zumba med Cystisk Fibrose Foreningen - skal du med?

Få sved på panden med enkle trin og lækre moves, når Cystisk Fibrose Foreningen i samarbejde med zumba-instruktør Majken Feldballe afholder online zumba-lektioner for dig, der har fået ekstra tid hjemme, fordi du selv har cystisk fibrose eller er nær pårørende til en med cystisk fibrose. Til arrangementet er der mulighed for uformelt samvær og fællesskab med andre i samme situation – uden det hele behøver handle om cystisk fibrose eller COVID-19.

Vi sender en gratis hyggepakke til dig

Undervisningen er bygget op omkring intervaltræning med dans i højt tempo efterfulgt af mere “stille”, udfordrende dans, der f.eks. kan indeholde balanceøvelser. Vi sender en gratis hyggepakke med lidt lækkert, som du kan styrke dig på efter træningen. Som altid på vores online aktiviteter indleder vi med en kort præsentationsrunde. Det er gratis at være med, du skal blot bruge en pc eller tablet med kamera, mikrofon og internetadgang.

Sådan tilmelder du dig

Undervisningen foregår onsdag d. 28. oktober kl. 13-14 via zoom, hvor Jenny Pilgaard fra Cystisk Fibrose Foreningens sekretariat byder velkommen sammen med zumba-instruktør Majken Feldballe. Som altid på vores online aktiviteter indleder vi med en kort præsentationsrunde, så deltagerne også får hilst på hinanden.

Du skal bruge dit brugernummer og pinkode for at tilmelde dig. Kender du ikke dine login-oplysninger, så er vi klar til at hjælpe på info@cff.dk. Du tilmelder dig via nedenstående link senest d. 18. oktober 2020. Der er et begrænset antal pladser.

Tilmeld dig nu!

 

“Mens vi stadig venter” – Online medlemstilbud under COVID-19

Zumba-lektionerne er et online medlemstilbud under projekt “Mens vi stadig venter”, som er en del af Cystisk Fibrose Foreningens støtte og rådgivningsindsats under COVID-19. Genåbningen af Danmark er igang og de fleste danskere kan – rustet med håndsprit og 1-2 meters afstand til omgivelserne – gradvis genoptage deres hverdag. Mange af Cystisk Fibrose Foreningens medlemmer skal fortsat passe ekstra på – enten fordi de selv har cystisk fibrose eller er nær pårørende til en, der har cystisk fibrose.

I takt med at familie og venner igen kan vende tilbage til en mere normal hverdag, kan behovet for fællesskab og samvær med andre, der står i samme situation som en selv, vokse. Derfor udvider Cystisk Fibrose Foreningen de eksisterende tilbud med en række nye tilbud målrettet den gruppe, der stadig venter. Vi ringer også til alle med medlemmer med cystisk fibrose og børnefamilierne ligesom, vi tilbyder ekstra social- og psykologrådgivning. Læs mere her.

 

Kunne du tænke dig at blive medlem af Cystisk Fibrose Foreningen, kan du blive det her: Bliv medlem nu!