Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Ændring i leverbiomarkører efter introduktion af elexacaftor/tezacaftor/ivacafto

Christine Højte Dahl, læge på Afdeling for Infektionssygdomme på Rigshospitalet, præsenterede en poster om sin forskning på North American Cystisk Fibrosis Conference 2022. Christine har undersøgt CFTR-modulatoren Kaftrios effekt på leverbiomarkører hos den danske cystisk fibrose-population. Cystisk Fibrose Foreningen har givet økonomisk støtte til, at Christine kunne præsentere sin forskning på konferencen.

Baggrund
Elexacaftor/tezacaftor/ivacaftor (ETI) er vist at forbedre lungefunktion og ernæringsstatus hos personer med cystisk fibrose (CF), hvorimod leverpåvirkning fortsat er dårligt beskrevet. Dette skyldes bland andet at svær cystisk fibrose-leversygdom var et eksklusionskriterium i kliniske afprøvningsstudier.

Forhøjede leverenzymer blev påvist hos 5-10% af patienter i sikkerhedsstudier, men næsten alle normaliserede sig ved behandlingsophør. Dette foranledigede anbefalinger om rutine monitorering af leverblodprøver. ETI blev godkendt til personer med CF ≥12 år i Danmark i september 2020 og udførlige data er sidenhen blevet systematisk indsamlet før og efter opstart af behandling. Bevæggrunden for dette studie var at undersøge ændringer i leverbiomarkører i den danske cystisk fibrose-kohorte efter introduktion af meget effektiv modulatorbehandling.

Metode
Studiet inkluderer alle personer med CF ≥12 år opstartet i ETI i Danmark. Patienter med tidligere organtransplantation er ekskluderet. Demografiske og kliniske karakteristika, inklusiv køn, alder, lungefunktion, cystisk fibrose-mutation, kronisk lungeinfektion, ledsagesygdomme og ernæringsstatus er indhentet ved opstart af behandling. Biomarkører inkluderer hæmoglobin, leukocytter, thrombocytter, alanin aminotransferase, aspartat aminotransferase, basisk fosfatase, gamma glutamyl transferase og bilirubin, som er blevet opsamlet ved 3, 6, 9 og 12 måneder efter opstart af behandling. 12-måneders opfølgninger foretages september 2022.

Ændringer blev analyseret ved brug af en longitudinel mixed-effekt model. Subgruppe-effekt blev analyseret for patienter tidligere behandlet med og uden CFTR-modulatorer ved opstart af ETI.

Foreløbige resultater
Totalt set blev 300 personer (48.3% mandlige) inkluderet. Medianalderen var 26 år [IQR 18;35], gennemsnitlig FEV1 var 74.9% (SD±25.3) og gennemsnitlig BMI var 21.4 kg/m2(SD±3.6). Alle personer var homozygote (73.7%) eller heterozygote (26.3%) for F508delta mutationen. 106 (35.3%) personer var ikke tidligere behandlet med andre CFTR-modulatorer. Resultater af leverbiomarkører er tilgængelige efter ophør af dataindsamling i september 2022.


Diskussion
Efter den store succes med forlænget levetid og bedret lungefunktion efter opstart af CFTR-modulatorer er fokus skiftet til nu også at inkludere andre årsager til øget sygdom og dødelighed blandt personer med cystisk fibrose, såsom cystisk fibrose-leversygdom. Resultaterne fra dette studie kan bedre indblikket i påvirkning af leverbiomarkører efter opstart af ETI.

Taget i betragtning, at vi nu behandler personer med ETI, inklusive personer med svær leversygdom, er det vigtigt at følge leverpåvirkning efter medicinopstart for at minimere eventuel risiko for udvikling af levergaldepåvirkning.

Lever

Cystisk fibrose påvirker mange indre organer - herunder også leveren. Cystisk Fibrose Foreningen støtter derfor også op omkring forskning relateret til leverfunktion.

Støt os

Du kan støtte Cystisk Fibrose Foreningen på flere måder:

  • Støt én gang
  • Støt fast
  • Bliv medlem